Medvind til handelsstanden

Stemningen i Støvring Handelsstandsforening ligger i den positive ende af skalaen

Støvring 1. april 2011 22:14

Ingen tomme butikker i byen og fire nye medlemmer. Udgangspunktet for årets generalforsamling i Støvring Handelsstandsforening var i den positive ende af skalaen, hvilket satte sit tydelige præg på det velbesøgte møde. Den fungerende formand Dorte Petersens beretning blev efterfulgt af en peptalk fra en af foreningens nye samarbejdspartnere, Bjørn Nedergård fra Uno People, som skal hjælpe i forbindelse med en omstrukturering i foreningen og dens markedsføring. Blandt de nye tiltag er, at foreningen har skudt en konkurrence i gang, hvor man beder kunderne om inspiration til et nyt, mere mundret navn. Den nye bestyrelse er konstitueret med Marianne Westergaard fra Sparekassen Himmerland som formand, Jeanette Brandt fra Salon Brandt som næstformand, Mads Karstensen, kasserer, samt Pernille Wulff fra Klinik for Fodterapi, sekretær, og Karl Schøtt Madsen fra Støvring Revisionskontor. Lisa Kjær fra Spar Nord bank og Brian Wiborg fra EDC Mæglerne er suppleanter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...