Nibe

Mega messe-succes ved fjorden

Selv ikke landskampen Danmark- Rumænien slog Limfjordsmessen af pinden

NIBE:Med den ukuelige koordinator Bruno Jensen i front har Limfjordsmessen i Nibe Hallerne tilsyneladende slået den hidtige publikumsrekord. - Tæller vi alle med - også gratister, som der er mange af - når vi nok op på omkring 1800. 800 lørdag trods landskamp i fodbold og formentlig 1000 søndag. Det er flere end sidste gang for tre år siden, lød det kort før finalen på messen fra den snart 67-årige, der tog initiativet til charmeoffensiven for Nibe Kommune i 1976. Messen arrangeres af Nibe Boldklub og Nibe Håndboldklub, og Bruno Jensen fremhæver alle aktører, de frivillige og udstillerne på de flere end 40 stande for et fortrinligt samarbejde. Han tror på, at Limfjordmessen er kommet for at blive, men ikke hvert år. - Det tror jeg ikke, der er basis for. Om tre år er vi nok tilbage igen, men nok ikke med mig som koordinator, for nu går jeg på pension, og jeg beklæder jo i forvejen adskillige tillidsposter i diverse foreninger, fortæller messens opfinder fra Nibe Håndboldklub.