Mega-stævne i badminton

VENDSYSSEL:Der bliver tale om ikke mindre end 598 kampe, når DGI-Vendsyssel Badminton arrangerer åbent stævne i den kommende weekend. Det sker i samarbejde med Poulstrup BK, og stævnet finder sted i Vrejlev-Hæstrup hallen i Poulstrup. DGI oplyser, at der nu er tilmeldt 30 badmintonklubber og i alt 326 spillere, der alle spiller under U13. Da der er tilmeldt så mange spillere, bliver der i weekenden også spillet kampe i Jerslev-Sterup og Vrå. Både lørdag vil komme til at byde på såvel single som double-kampe, hvor deltagerne er delt ind under U13M, U13A, U13B, U13C og U13D. Blandt de lokale klubber finder man Bagterp IF, Harken UGF, Poulstrup BK og Tårs/Ugilt IF, og de skal bl.a. dyste mod hold som Bindslev-Tversted IF, GUG badmintonklub og også hold fra f.eks. Hjallerup, Syvsten og Åbybro.