Meget aktiv spritbilist varetægtsfængslet
24-årig mand har adskillige gange kørt med tårnhøje promiller - nu har politiet fået nok

Arkivfoto
PANDRUP:Retten i Hjørring har fredag eftermiddag varetægtsfængslet en 24-årig mand fra Pandrup-området, efter at han endnu engang er blevet stoppet med for meget alkohol i blodet.
Det er meget sjældent, at spritbilister bliver fængslet for spirituskørsel, hvis de ikke har været involveret i sammenstød med andre bilister.
Men ifølge anklager Torben Kaufmann, Nordjyllands Politi, frygter politiet, at der på et tidspunkt sker ulykker, fordi den 24-årige tilsyneladende ikke kan lade bilen stå, selv om han flere gange er blevet taget for at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand.
- Vi mener, at der er fare for, art han vil fortsætte med at køre spirituskørsel, hvis han er på fri fod, og derfor fik vi ham fremstillet i et grundlovsforhør. Der skal meget til, før spritbilister bliver varetægtsfængslet, men heldigvis var retten enig med os, siger Torben Kaufmann.
Den 24-årige er fire gange blevet dømt for spritkørsel, og han har tidligere fået konfiskeret biler af samme årsag.
Den seneste dom faldt i september, men dommen forhindrede ham ikke i at køre videre, og kort efter blev han afsløret med en promille på 2,39. Med i bilen havde den fulde bilist fire passagerer, heraf tre børn.
I januar var den gal igen, og den 24-årige kørte med en promille på 1,99, oplyser anklageren.
Fredag middag blev han endnu engang stoppet - denne gang med en promille på 0,9, og det fik politiet til at fremstille bilisten i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Bilisten blev varetægtsfængslet i fire uger, men han kærede kendelsen til landsretten.
Ifølge Torben Kaufmann håber politiet, at den 24-årige forbliver varetægtsfængslet, indtil han skal i retten i april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.