Arbejdsmarked

Meget at gøre for fattige

I SF tror vi ikke på, at fattigdom får folk i arbejde. Det gør arbejdspladser og jobmuligheder.

Derfor har det udover afskaffelsen af de lave ydelser også været vigtigt for os at få kickstartet dansk økonomi. Fremrykning af offentlige investeringer sikrer flere private job, vækst og øget optimisme blandt danskerne. Det øger også jobmulighederne for kontanthjælpsmodtagerne. Men debatten om fattigdom er stadig en vigtig og afgørende debat, selvom den ikke kan stå alene. I SF vil vi bl.a. arbejde for at sikre både flere arbejdspladser og en større gevinst ved at arbejde. Sådan sikrer vi reelt mindre fattigdom og flere muligheder for alle. Lad mig slå det helt fast: Der er fattigdom i Danmark. Desværre. Det skal der rettes op på, og derfor vil denne regering måles på, at vi kan mindske fattigdommen. Mange, der i dag lever på de lave kontanthjælpsydelser, kan i høj grad betegnes som fattige. Det rammer især børn, der vokser op uden de samme muligheder som deres kammerater. Hvor en børnefødselsdag ikke holdes fordi det kan være en uoverskuelig økonomisk byrde. Hvor der ikke er mulighed for at gå til de fritidsaktiviteter som kammeraterne kan deltage i. Hvor børn, langt før de har mulighed for at få indflydelse på deres eget liv, er bagud på point og skal kæmpe endnu hårdere for at opnå de muligheder, der er en selvfølge for andre. Derfor er afskaffelsen af de lave kontanthjælpsydelser så afgørende. Men afskaffelsen kan bestemt ikke stå alene. Vi hjælper nogle her og nu, men vi skal også sikre, at dem - som vi nu giver mulighed for en almindelig kontanthjælpsydelse - også får mulighed for at forsørge sig selv. For det er jo det, som en reel bekæmpelse af fattigdom handler om: Flere skal kunne forsørge sig selv, og færre skal leve af overførelsesindkomster. Danmark er et af verdens mest lige lande. Men uligheden er vokset, og det skal der rettes op på. Danmark er også et af de rigeste lande. Men vi er sakket bagud under den tidligere regering, og den udvikling skal vendes. Øget vækst og velstand skal sikre mindre fattigdom og flere muligheder for alle. Vi er begyndt, men der er en lang række udfordringer endnu, før målene er nået.