Lokalpolitik

Meget lang vej til landsbyens nye legeplads

BYRSTED:Det viste sig at være alt andet end legende let at få drømmen om en ny legeplads i landsbyen Byrsted til at gå i opfyldelse. Byrsted er en af de ni landsbyer i Støvring Kommune, der deltog i Landsbyrådets udviklingsværksteder sidste vinter. På udviklingsværkstedet var der stor opbakning til at lave en legeplads, der kunne fungere som et samlingssted for landsbyens børn og deres forældre. Men på Byrsteds hjemmeside kan man læse, at borgerforeningen løb ind i den ene skuffelse efter den anden. Borgerforeningen kunne ikke bare - som foreslået af en utålmodig borger på hjemmesidens debatforum - købe et gyngestativ hos Bilka til en billig penge. Nej, som kasserer i borgerforeningen Allan Madsen forklarer, gælder der meget eksakte regler for legepladser. De skal overholdes, hvis ikke bestyrelsen skal risikere at blive stillet personligt til regnskab for eventuelle skader på børnene efterfølgende. Og borgerforeningen kunne heller ikke bare gå i gang med at sætte redskaber op, selv om den havde haft dem. Der skal søges om byggetilladelse. - Vi ansøger om en byggetilladelse til en legeplads. Ja det er rigtigt, en byggetilladelse!!!!! som Allan Madsen fortæller de undrende borgere. Ovenikøbet skal der også søges om en zoneplansdispensation, fordi området ligger i landzone. - Nu er legepladsen ude i nabohøring, men det er heldigvis ikke noget problem, fordi alle naboer jo er interesserede i, at legepladsen bliver til noget, siger formand for Byrsted Borgerforening Bjørn Andersen til NORDJYSKE. Formanden erkender, at det har været træls med de mange godkendelser, der skulle indhentes, og ansøgninger, der skulle skrives. Men borgerforeningen har på intet tidspunkt i forløbet overvejet at give op, understreger Bjørn Andersen. - Det er nok sammenholdet herude, der gør det. Der er hele tiden nogen, der bakker op, og der er nok, der siger, at de gerne vil hjælpe til, fortæller Bjørn Andersen. Hvis alle folk var ligeglade og bare lod bestyrelsen sidde tilbage med alt arbejdet, var det en anden sag, tilføjer han. - Kommunen har også været en god hjælp. Vi har som regel altid fået et svar med på vores spørgsmål, når vi gik derfra, lyder det fra Bjørn Andersen. Borgerforeningen er nu kommet så langt, at den har gravet 40 kubikmeter jord af området, hvor legepladsen kal være. Ovenpå er der lagt en masse stabilgrus og stenmel. Foreningen har 15.000 kroner at spendere på et gyngestativ, sandkassen kan den selv lave. En karrusel fra den gamle legeplads kan genbruges. Der skal også sættes lamper op. Nu går de bare i Byrsted og venter på, at det bliver så tørt, at de kan komme i jorden.