Meget mere end Grethes hest

Poul Krebs og Michael Falch De to kommer da vist ikke uden om at skulle indspille og udgive mindst én cd sammen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

DEN er ikke noget særligt. Bare en af de smukkeste sange, jeg kender, bemærkede Krebs som introduktion til Falchs "Den eneste i verden".

IND PÅ SCENEN kommer Poul Krebs. For at synge et af kollegaen og ikke mindst vennen Michael Falchs største hits, “I et land uden høje bjerge”, holdt helt enkelt for sang og guitar, nu med en klang et sted mellem salme og Krebs’ egen “Små sensationer”. Hvorefter Falch selv går på scenen for at kaste sig over klaviaturet og give en mindst lige så tændt fortolkning af Krebs’ stortræffer om desperate Johnny, nu i en yderst mundret (og ikke så lidt morsom) oversættelse: “Johnny Was About To Go Crazy”... På dét tidspunkt er vi kun lige ved at komme i gang med de første af ikke færre end fire ekstranumre. Oven på et par timers nærmest overdådig opvisning i, hvad et par af syng-med-rockens mest drevne veteraner kan præstere, hver for sig, men måske især sammen. For de klæder virkelig hinanden. Og supplerer hinanden fortrinligt, musikalsk såvel som i de muntre ping-pong-introduktioner, så det hyggelige og håndlune og underfundige hos Krebs igen og igen går op i en højere enhed med en anderledes og lidt mere rå og pågående energi hos Falch, hvor der tydeligvis er mere på spil på det personlige plan, nok en gang sat på plads af et heftigt livtag med den barske “Min historie”, som stadig er noget af det tætteste, den mundrette og veldrejede singer/songwriter-stil på dansk kommer på et regulært primal-skrig! Intet er formodentligt nemmere for såvel Falch som Krebs end at flå ned af hylderne, hvad de hver især har begået af større eller mindre fuldtræffere - “men nu spiller vi jo ikke bare Grethes hest”, som det på et tidspunkt bliver udtrykt af Falch, der ligesom Krebs tydeligvis har sat sig for at udfordre publikum. På den gode måde. Med flere gamle sange, der ikke ligefrem kan siges at være overrendte. Plus ikke færre end fem spritnye fra Krebs, hvis næste cd derfor tegner til at blive særdeles stærk. Solidt står han ikke mindst med en rørende sang om eftervirkninger efter at have været i krig i Afghanistan, “Helmand-blues” og - ude i et helt andet ærinde - en sang til den ældste datter, “Smiler din sol”, en slags fødselsdagsgave til hende i stedet for en iPhone... Nøjagtigt som sin musikalske “blodbror” når Krebs godt rundt på paletten i forskellige former for inderlighed - og efterhånden som aftenen skrider frem, forsvinder fornemmelsen af, hvor en Falch-sang slutter, og hvor en Krebs-sang begynder - og hvilken sang er nu fra hvis repertoire? Og sikke de dog kan farve og præge og forme hinandens sange. Og dét i en grad, så man til sidst kun kan overgive sig og rejse sig i lige dele begejstring og respekt fra “Bjergene på Mols” (i øvrigt i en herligt tungt pumpende udlægning) og koncerten ud. De to kommer da vist ikke uden om at skulle indspille og udgive mindst én cd sammen, fyldt med fælles numre ligesom det aldeles udmærkede nye “Ensomme flokdyr”?! Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Poul Krebs og Michael Falch Skråen, Aalborg, onsdag aften. Fredag 15. maj: Poul Krebs med band lukker og slukker Skråen, før spillestedet flytter på Nordkraft.