Meget stadig i vejenfor optagelse

Tyrkiets "lange vej" mod EU begyndte ifølge NORDJYSKE Stiftstidende (15.12.) tilbage i 1963 og har fortsat frem til i dag.

Det er til en vis grad rigtigt; men den lange vej har faktisk været meget længere. Det muslimske land så tæt på Europa begyndte allerede i tiden efter Første Verdenskrig sin bevægelse mod Europa. Lausanne-freden af 1923 gav Tyrkiet sine nuværende grænser, og da Mustafa Kemal Pasha under navnet Atatürk kom til magten, indledte han omfattende reformer for at omskabe Tyrkiet til en moderne stat efter europæisk forbillede. Denne reformproces har foregået gennem alle årene og foregår stadigvæk. Under Anden Vedenskrig førte Tyrkiet en balancepolitik, men erklærede både Tyskland og Japan krig i 1945 for på den måde at vise, hvilken side landet stod på. I 1952 blev Tyrkiet medlem af NATO og viste på den måde sit engagement i kampen mod verdenskommunismen. Der er således flere punkter, hvor Tyrkiet over mange år har nærmet sig Europa og derfor med en vis rimelighed kunne optages som EU-medlem under en eller anden form. I den anden retning er der meget, der tæller og trækker. Berlinfreden af 1878 skulle garantere armenierne "liv, ære og gods", og de europæiske stormagter havde forpligtet sig til at sikre sig, at tyrkerne ikke forgreb sig på armenierne. Dette tilsyn svigtede totalt, og Tyrkiet opførte sig som et hensynsløst herrefolk overfor Armenien, et land med århundredlang kristen kultur, ja, Armenien er det land i verden, der tidligst som nation antog kristendommen. Formodentlig derfor anrettede tyrkerne i 1895 morderiske angreb mod armenierne; 300.000 blev nedslagtet og 568 kirker blev ødelagt, mens 282 blev omdannet til moskeer. Året efter myrdedes 80.000 armeniere i Konstantinopel. De allerværste forfølgelser af armeniere fandt sted i årene 1915-16, altså under Første Verdenskrig. Selv om der var mange armeniere, der kom af sted med at flygte, blev 1,5 millioner armeniere myrdet, men mange, især kvinder og børn blev tvangsdeporteret til Mellemøsten, tvangsgift med muslimske mænd eller solgt som slaver dér. De flygtede nåede til nabolande som Syrien og Libanon, mens mange fandt hjemsted i de fleste europæiske lande. Forfatter og historiker Johannes Vejlager skrev i sin tid om de tyrkiske massakrer:"Den pen er ikke støbt, hvormed det er muligt at skildre tyrkernes djævelske og bestialske gerninger mod det armeniske folk i disse år. Det måtte blive et billede på helvede". Professor Uffe Østergaard, der er leder af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, har i Weekendavisen fremsat det synspunkt, at "EU må fremføre et ufravigeligt krav, at Tyrkiet tager ansvaret for det armenske folkemord på sig". Ud over de rædselsfulde tyrkiske folkedrab på de ameniske folkemasser har også kurderne måttet holde for. Selv om det netop var kurdere, som på Tyrkiets vegne var de direkte ansvarlige for de nævnte massakrer og fordrivelse af armenierne, kom kurderne selv til at lide under tyrkisk forfølgelse. Fordi kurderne har ønsket et selvstændigt Kurdistan, har Tyrkiet med hård hånd bekæmpet den selvstændighedstrang. For sandhedens skyld må de folkedrab, som Tyrkiet har begået, bringes frem i lyset, netop når der skal forhandles om landets tilknytning til Den Europæiske Union. Selv om vor tids tyrkiske politikere ikke kan drages direkte til ansvar for fortidens forbrydelser, er det alene disse politikere, der over for alverden på Tyrkiets vegne vedgår sig de folkedrab, der fandt sted, men som hidtil er blevet benægtet eller fortiet. Ud over disse lig i Tyrkiets historiske last er der meget andet, der kan stå i vejen for landets medlemskab af EU. 1. Tyrkiet lever ikke op til menneskerettighederne. 2. Landet er belastet af sit problemet med kurderne. 3. Tyrkiet er et muslimsk land og hører ikke hjemme i Europas kristne-demokratiske kulturtradition. 4.Ifølge ledende EU-politikere er EU ikke gearet til at optage et medlem af Tyrkiets størrelse. Selv om Tyrkiet presser på for at opnå fuldt medlemskab af Den Europæiske Union, vil det synes tilstrækkeligt, om landet i stedet tilbydes en alternativ form for tilknytning. Den tidligere franske præsident, nu EU-toppolitiker, Valéry Giscard d'Estaing, der var formand for EU-Konventet , lancerede for kort tid siden begrebet "privilegeret partnerskab", hvorved skal forstås en traktatmæssig tilknytning til EU, som vil kunne tilbydes/foreslås lande, der er beliggende i Europas periferi. Om Giscard alene havde udtænkt dette begreb med tanke på Tyrkiet og dets eventuelle EU-tilknytning, vides ikke, men det synes i hvert fald at ligne et Columbus-æg, som kunne serveres, når EU-politikerne skal forhandle sig til rette med kolleger fra Tyrkiet.