Mejdahl og Flink, kaffe og pølser

} VALGMØDER: Det er formentlig ikke fordi at de mener at deres politik er uspiselig, at de ikke nøjes med at byde tilhørerne noget for hjernen, når to kandidater til Folketinget i morgen inviterer til valgmøde nær hinanden. Men både Folketingets formand Christian Mejdahl (V) og den erfarne kandidat Vagn Flink (S) har også sørget for noget til maven, når de får ventede gæster. Christian Mejdahl lover således kaffe og rundstykker, når han stiller op i de nye, uindviede butikslokaler i Jernbanegade 10. Måske dukker Vagn Flink op til morgenkaffen - det vil han i hvert fald kunne nå, inden han selv er vært hos Socialdemokraterne i nummer 26. Her er der tilbud om pølser, der må formodes at være røde. } BØRNE-ÅRSMØDE: Byrsted-Hjeds Idrætsforening i Kirketerp prøver noget nyt, når man i morgen formiddag holder årsmøde. Her er medlemmerne velkomne til at tage børn med til en dialog over kaffe og sodavand. Det kan måske både give nye ideer til børne-aktiviteter og flere fremmødte, håber man.