Mejerier

Mejeri forvandles til Møllebroparken

Mejeriets ejer vil sælge hus og grund til andelsboligformål

Hvis det står til eje­ren, skal det gam­le me­je­ri i Klok­ker­holm jæv­nes med jor­den og er­stat­tes af ny­byg­ge­de an­dels­bo­li­ger. Foto: Kim Dahl Hansen

Hvis det står til eje­ren, skal det gam­le me­je­ri i Klok­ker­holm jæv­nes med jor­den og er­stat­tes af ny­byg­ge­de an­dels­bo­li­ger. Foto: Kim Dahl Hansen

KLOKKERHOLM:Endnu et andelsboligprojekt har set dagens lys i Klokkerholm: Møllebroparken. Bag dette projekt står Kurt Petersen, der i 1999 købte byens tidligere mejeri på Møllebrovej. - Da jeg købte mejeriet, forventede jeg, at det bare lige var et spørgsmål om at renovere det lidt - og så ville det snart blive forvandlet til et flot hus. Men jeg har fundet ud af, at det stadig bliver ved med at være noget gammelt skidt, smiler Kurt Petersen. Mejeriet ejer har således lagt en masse arbejdstimer i bygningen. - Sådan bare for at undgå at det falder sammen. Men jeg er bagefter hele tiden, tilføjer han. Kurt Petersen opdagede, at der ingen andelsboliger er i Klokkerholm. - Og så fandt jeg ud af at Holmsø Huset fra Fjerritslev bygger andelsboliger mange steder. Jeg kontaktede firmaet og gjorde opmærksom på forholdene i Klokkerholm. Holmsø Huset var omgående klar til at gå ind i det lokale projekt. - Og i løbet af en uge havde vi lave kontrakt, fortæller Kurt Petersen. - Holmsø Huset køber grund og hus og hele herligheden. Men det kræver, at vi skal have solgt fire boliger, inden projektet kan sættes i gang. Den ene af dem er jo solgt, den skal jeg selv have, smiler Kurt Petersen. - Og kommer folk inden projektet går i gang, kan de være med til at få indflydelse på boligen. Kurt Petersen arbejdede tidligere som speditør, men er i dag maskinfører hos Svend Aage Christiansen. Kurt Petersen er opvokset i Klokkerholm, og han har været vidt omkring, inden han i 99 valgte at slå sig ned i sin barndomsby. Om alt går vel kan nybyggeriet på Møllebrovej gå i gang i sidste halvdel af 2007. Andelsboligprojektet består af otte andelsboliger på mellem 105 og 107 kvadratmeter. Og boligerne bliver handicapvenlige, idet stier laves, så der er niveaufri adgang til entredøren for samtlige beboere i de nye boliger. I Klokkerholm er endnu et andelsboligbyggeri på vej - disse boliger bygges på den tidligere Købmandsgård, og bag dette projekt står Hellevad-Ørum Erhvervsejendomme. Der er allerede nu solgt så mange boliger i dette projekt, at byggeriet kan blive en realitet.