Mejerier

Mejeri har brug for mere plads

500 kvadratmeter nybyggeri hos Aabybro Mejeri giver bedre plads til produkter - for det går faktisk slet ikke så ringe endda.

Større efterspørgsel og flere produkter på hylderne har fået Aabybro Mejeri til at hyre håndværkere. De er nu i gang med at opføre en ny frost- og lagerhal, der bliver på 500 kvadratmeter. Det er et par år siden, at mejeriejer N.H. Lindhardt sikrede sig byggetilladelse hertil, så byggeriet kunne sættes i gang, hvis de senere års stigende efterspørgsel fortsatte. Og det går faktisk ikke så ringe endda. Flere kunder - Vi er begyndt at få flere kunder både i Danmark og uden for landets grænser og flere ting på hylderne inden for is. Desuden laver vi mere og mere smør til andre industrier, for eksempel med krydderier, som de så bruger i deres produkter, fortæller N.H. Lindhardt. Lokale kender først og fremmest mejeriet for den populære Ryå Is i mange varianter samt islagkagerne, der kommer på bordet, når der rigtig skal være fest. Der skal også smør på brødet, men det er faktisk kun en del af produktionen. Energitæt is, som Aabybro Mejeri var der første med i verden for otte år siden, er blevet en succes og udvides med flere varianter. Det er is med højt indhold af kulhydrater og proteiner til småtspisende, især på sygehuse og plejehjem, som på denne måde får en stor del af den energi, de har behov for. - Vores softice-produktion er også steget væsentligt med et par nye, store kunder, fortæller N.H. Lindhardt. Bedre plads til udvikling Når den nye lagerhal kan tages i brug om et par måneder eller tre, giver det bedre plads i de eksisterende lokaler. Ikke mindst i udviklingsafdelingen. - Her mangler vi plads, men nu bliver der plads til nogle maskiner, så vi kan køre større prøveproduktioner. Så vi får bedre muligheder for at eksperimentere med nye produkter, fortæller N.H. Lindhardt. Antallet af medarbejdere ligger stabilt på 10-12 personer, og der er ikke planer om at ansætte flere. For selvom efterspørgslen stiger, bliver produktionen også mere effektiv, så der kan køres større serier og længere tid ad gangen.