Mejerier

Mejeri overvejer at udvide med mere plads til lager

HIRTSHALS:Der er ikke langt mellem, at telefonerne ringer i administrationsbygningen hos Hirtshals Andelsmejeri. Alt imens de kontoransatte besvarer telefoniske spørgsmål, er der også gang i computerne, hvor der skal tastes ordrer, betalinger og så videre ind. Gennem kontoret kommer pludselig en folk udenlandske gæster. De skal iføres de påkrævne hvide kitler og hatte, inden de under ledsagelse er klar til en guided tur rundt i mejeriet produktionshaller. Uden for kniber det for de mange store mejeri-vogne at finde plads. Den ene afløser den anden - mens paller med yoghurt denne formiddag ruller forbi. Det er hverdag hos Hirtshals Andelsmejeri. Hvem gæsterne er i dag, ved mejerichef Palle Jellesmark ikke - for som han siger, der kommer så mange. Og det er ikke hans opgave. Af gammel vane tager han sin hvide kittel og hat på, når der kommer gæster - men det er sjældent, at mejerichefen når ned i mejeriet hver dag. Det meste af tiden bruges på kontoret - ved telefonen og computeren. Der forhandles, lægges planer og - når han har tid kan han læne sig tilbage og høre nye kunder tikker ind - en hver virksomheds drøm velsagtens. - Vi har hele tiden kontakt til alle vores aftagere - og mulige aftagere, men jeg må da indrømme, at det er ikke det store salgsarbejde, vi har haft i gang på det seneste. En del butikker er kommet af sig selv, eftersom deres kunder har ønsket vores produkter, siger Palle Jellesmark. Hirtshals Andelsmejeri hviler dog ikke på forbrugernes laurbær - for trods de nye kunder, så er de langt fra af samme kaliber som den kunde, mejeriet mister om få uger. - Men det går ikke helt dårligt, og i øjeblikket går vi med planer om at udvide, så vi får mere plads til både parkering og lager. I dag har vi lagre flere steder i byen - og vi vil gerne have lageret samlet. Samtidig tager produktionen af yoghurt meget plads, så det er et ønske om udvidelse, vi har haft længe - og som, vi håber, snart kan blive indfriet, siger Palle Jellesmark.