Mejerier

Mejeri uden skyld i uheld, understreger direktøren

Direktør Niels Malling Laursen er vred over, at lastbilchaufføren, der fredag eftermiddag påkørte paller med farlige syretanke på vendepladsen bag mejeriet, forlod stedet uden videre.Arkivfoto

Direktør Niels Malling Laursen er vred over, at lastbilchaufføren, der fredag eftermiddag påkørte paller med farlige syretanke på vendepladsen bag mejeriet, forlod stedet uden videre.Arkivfoto

NØRAGER:Nørager Mejeri er helt uden skyld i, at 1000 liter salpetersyre og en tilsvarende mængde myresyre fredag eftermiddag lækkede fra to tanke og strømmede ud i kloaknettet. Det understreger direktør Niels Malling Laursen efter det alvorlige udslip, der skete, efter at de to syretanke på paller placeret på mejeriets udvendige parkeringsplads var blevet påkørt, så de faldt ned på asfalten og flækkede. - Jeg er overbevist om, at en udefrakommende lastbilchauffør har benyttet vores parkeringsplads som vendeplads og i den forbindelse har påkørt de to tanke. Det gør mig derfor vred, at vedkommende bare stak af og ikke straks gjorde mejeriet opmærksom på påkørslen, understreger direktøren og tilføjer: - For det kan umiddelbart godt give andre det indtryk, at mejeriet sjusker med sikkerheden, hvilket på ingen måde er tilfældet. Han afviser, at det har været en af ostemejeriets egne lastbiler, der står bag påkørslen. En nærmere undersøgelse efter uheldet viser nemlig, at der på ulykkestidspunktet slet ikke har været besøg af hverken leverandører eller fragtbiler, der skulle afhente færdige osteprodukter. 120 tons vand hældt i kloaknet Ifølge mejeridirektøren skete der i forbindelse med syreudslippet fredag ikke person- eller materielskade på mejeriet, og på intet tidspunkt var det aktuelt at evakuere de ansatte i produktionen eller på lageret. - Det skyldes primært to ting, nemlig at uheldet skete udvendigt på parkeringspladsen på bagsiden af mejeriet samt en hurtig og effektiv indsats fra brandvæsenet, påpeger Niels Malling Laursen. Uheldet blev opdaget klokken godt 15, og allerede tre timer senere, efter at brandfolkene med hjælp fra adskillige tankvogne og vand fra en lokal brandhane i Nørager havde pøset 120.000 liter vand i kloaknettet og dermed fortyndet syren kraftigt, var faren umiddelbart drevet over.