Mejerier

Mejeriansatte får det nemmere

Ingstrup Mejeri har investeret i en maskine til efterbehandling af ostene

En ny maskine skal sikre, at blandt andre mejeribestyrer Dennis Lund, kan nøjes med færre tunge løft i løbet af en arbejdsdag.FOTO Janus Jacobsen

En ny maskine skal sikre, at blandt andre mejeribestyrer Dennis Lund, kan nøjes med færre tunge løft i løbet af en arbejdsdag.FOTO Janus Jacobsen

INGSTRUP:For et år siden var Ingstrup Andelsmejeri nærmest dømt lukket, men Hirtshals Andelsmejeri sprang til og i dag er mejeriet oppe på 15 medarbejdere og et vigtigt aktiv for byen. Siden overtagelsen 1. december sidste år har Hirtshals Andelsmejeri investeret omkring ti mio. kroner i Ingstrup Mejeri, vurderer direktør i Hirtshals Andelsmejeri, Søren Hansen og tilføjer, at det tal inkluderer såvel selve overtagelsen som udgifterne til at bringe mejeriet ajour. Senest har det lille ostemejeri investeret i en efterbehandlingsmaskine til ostene til omkring tre mio. kroner. Heraf har Fødevareministeriet støttet nyinvesteringen med 681.000 kroner. Maskinen skal dels sikre en pænere paraffinindpakning af ostene og dels reducere medarbejdernes tunge løft. - Når en Danbo-ost bliver ”født” vejer den otte kilo og den skal håndteres mange gange i løbet af dens levetid, siger Søren Hansen. Ifølge Søren Hansen har det, som forventet, vist sig, at produkterne fra Ingstrup Andelsmejeri falder godt i tråd med produkterne fra ”modermejeriet”. - Vi vil gerne være lokale og troværdige, og vi er blevet godt modtaget hos detailhandlen, siger Søren Hansen, der betegner det første år som positivt, selv om det ikke bliver nogen guldrandet forretning. - Det har været positivt at opleve, hvordan medarbejderne i Ingstrup har trukket helt fantastisk og de forstår at slås for deres mejeri. Rent økonomisk bliver det første år ikke noget at skrive hjem om, men vi tror på, at mejeriet i løbet af to år kan bidrage positivt til driften, siger Søren Hansen.