Mejerigigant en erfaring rigere

ARLA:Lærepenge kan være dyrekøbte. Og selvom man i dag ømmer sig hos Arla Foods oven på øretæven i byretten i Århus, hvor Arla Foods blev idømt en bøde på fem mio. kroner, så er det bedste nok at se det som lærepenge. For hvorfor skal et mejeri absolut sidde på det hele og med alle midler - også de ulovlige - prøve at klemme livet ud af konkurrenterne? For selv om man hos Arla er dygtige til at udvikle nye produkter, så skader det ikke, at der er en underskov af mindre, selvstændige mejerier, hvor der også bliver tænkt nye tanker. Ideer, der i første omgang er for små til, at det kan betale sig for en gigant som Arla at tage dem op. Men som måske indeholder noget, der kan udvikle sig til noget stort. Og jo flere der prøver sig frem, jo flere ideer er der at vælge mellem.