Mel Gibson giver Jesus hele armen

Ny Jesus-film får gamle trosstridigheder til at flamme op igen i USA

Der er brugt rigeligt med patos og stærkt følelsesladet musik, når Hollywoodstjernen Mel Gibson vil banke den kristne tro langt ind i vores hjerter med den kontroversielle film "The passion of the Christ". Blafrende ild, dramatiske skyer på himmelen, rindende vand og smuldrende jord blandes med længsler, håb, ydmygelse og den totale hengivenhed til det guddommelige i filmatiseringen af de sidste 12 timer af Jesu liv. Men filmen har allerede før verdenspremieren i dag i den grad skilt vandene i USA og pustet til gamle religionsstidigheder. Jøderne i det amerikanske bibelbælte raser og kalder filmen antisemitisk, fordi jøderne får skyld for Jesu død. De kristne smiler og roser filmen for at følge Biblen ord for ord. - Filmen var nødt til at blive lavet, og jeg følte mig personligt tvunget til det, udtaler Mel Gibson til avisen USA Today. Flere har dog sat spørgsmålstegn ved, om filmen virkelig følger Biblens udlægning af korsfæstelsen. For eksempel er skildringen af måden, hvorpå Jesus bliver dømt, meget problematisk, mener nyhedsmagasinet Newsweek. En filmanmelder fra New York kalder den omstridte film for "den ondeste film, der nogensinde er lavet". Efter at have set den til en snigpremiere mener han, at den laver Jesu kærlighedsbudskab om til noget hadefuldt, fordi den hovedsageligt fokuserer på torturen og korsfæstelsen af Jesus. Andre snigpremieregæster har efter to timers overværelse af Jesu lidelser været for emotionelt påvirkede til overhovedet at tale. Mange har grædt. Nogle kalder den for "stærk og tankeprovokerende". Andre siger, at den tramper rundt i samme budskab igen og igen. Filmen om de sidste 12 timer i Jesu liv har været længe undervejs. Mel Gibson har selv finansieret, medforfattet og instrueret filmen, der for blot et år siden endnu ikke havde en distributør. Dengang blev der i medierne varslet fiasko, nu tegner der sig en succes, hvor Gibson ikke længere står til at miste de 25 millioner dollar, som han har postet i filmen. Filmens distributør, Newsmarket Films, forudser, at filmen nemt kan indspille 30 millioner dollar alene på premieredagen. Forud for filmpremieren har der været mange kritiske røster om personen Mel Gibson. Skuespilleren er dybt troende katolik og tilhører de såkaldte traditionalister, der ikke accepterer de forandringer, der blev indført i katolicismen under Vatikanets Andet Råd fra 1962 til 1965. Da gik Vatikanet officielt væk fra holdningen om, at jøderne bærer kollektiv skyld for Jesu død. Alligevel har Vatikanet givet Gibson sin støtte og rost filmen. Filmen er optaget i Italien og hovedsageligt om aftenen og natten for at opnå en effekt, hvor lyset symbolsk kæmper for at komme ud af mørket. Der tales kun aramæisk, hebræisk og latin i filmen, som der blev talt i Palæstina for 2000 år siden. Oprindeligt var det meningen, at den ikke skulle have undertekster, men den færdige version er tekstet. Dog er en enkelt sætning kun forundt de få, der taler det ældgamle sprog. Underteksten er udeladt i en enkelt scene, hvor en jødisk leder siger: "Blod vil være på os og vores børn". Ifølge USA Today kunne filmen ikke være kommet på et bedre tidspunkt, for kristendommen er blevet mere populær i den amerikanske befolkning i de senere år. Kristne organisationers indflydelse på alt fra ægteskab til underholdning er på det seneste vokset kraftigt. Selv den amerikanske præsident, George W. Bush, refererer ofte til at være en genfødt kristen, og hvordan dette har indflydelse på hans politiske liv. Og markedet for en film som "The passion" er stort. På verdensplan er der cirka to milliarder kristne mennesker. Det er omkring en tredjedel af verdens befolkning. Det kan blive mange biografbilletter. Filmen har premiere i Danmark til april. /ritzau/