Melankoli og humor

Det er vaskeægte John Irving dette her. "The Door in the Floor" er filmatiseringen af hans roman "Enke i et år" fra 1998. Her er fokus dog flyttet fra Ruth Cole til hendes forældre, Ted og Marion, og deres indbyrdes forhold. Trods dette er filmen stadig typisk John Irvingsk, og den er meget loyal mod dens bogmæssige forlæg. Især hvad angår stemning og stil. I filmen møder vi Ted, Marion og 4-årige Ruth. Og vi ser, at en grusom tragedie dominerer deres liv: De har mistet deres to sønner, Timothy og Thomas. Som erstatning har de fået Ruth. Alligevel fungerer deres familie ikke. Marion går i sort hver gang drengenes navne nævnes, og Ted er forlængst gået i flasken. Parret bliver separeret i filmens start. På skift bor de på familiens ejendom med datteren, mens den anden bor i en lejlighed inde i den nærliggende by. Ted er en feteret, kendt og elsket forfatter og tegner. Han laver børnebøger, som han illustrerer selv. Og for at holde tegneevnerne ved lige maler han kvinder. Det starter som uskyldige portrætter. Det bliver til helfigur. Det bliver til bar figur. Det bliver til obskøne "portrætter" af deres kønsorganer. Og det bliver til sex. Ikke kærlighed. Slet ikke erotik. Det bliver til nogle hurtige ryk, en aflevering og så videre igen. Det bliver til samlejer af få minutters varighed med de (mis)brugte, villige, hengivne kvinder. Rå afstumpet sex, mens kvinderne tror, at der venter dem noget mere og bedre. Teds omgang med flasken gør også, at han ikke længere har kørekort. Derfor hyrer han Eddie som chauffør og stik-i-rend-dreng. Eddie er 18-20 år, og seksuelt er han uskyldig. Han forelsker sig voldsomt i Marion, og han mister lynhurtigt sin uskyld, for også hun har behov for bekræftelse, sex, hengivenhed og en person, der elsker hende betingelsesløst. Som børn jo elsker deres forældre. Og Eddie ville være jævnaldrende med de døde sønner, hvis de havde levet. Derfor er hun let at friste. Når det drejer sig om film eller bøger af John Irving, er det jo en fortælling i lag på lag. Der er mange dybder, og det allermest fascinerende er hans vekselvirkning mellem dyb melankoli og humor. Det er hans særkende, og det er hans stærkeste side. Således også her, hvor Kleenexen kan bruges både mod tårer af grin og når filmen når sine dystre sider. Det er ganske enkelt mesterlig fortællestil. Der er tre hovedroller i filmen, og også skuespillet er mesterligt. Jeff Bridges spiller Ted. Han er formidabel som den tilsprittede forfatter. Han er velmenende og kærlig over for sin datter, men som for den typiske alkoholiker kniber det med at få overensstemmelse mellem hensigt og gerning. Derfor ender han som en afstumpet kyniker, selv om han inderst inde er et dejligt, kærligt og vidtfavnende menneske. Kim Basinger spiller Marion. På en gang er hun dampende sexet og totalt indelukket efter sin store, ubehandlede sorg. Den sorg og smerte, der har rippet hende så totalt op rent følelsesmæssigt. Jeg erindrer ikke at have set Kim Basinger spille så stærkt tidligere. Og endelig er der Jon Foster, der spiller den unge Eddie O'Hare. Han er dejlig, ung og kejtet, og hans seksuelle debut er vidunderlig: Marion tager hans hånd, og fører den forsigtigt op mellem lårene, men hånden kommer ikke mange centimeter før Eddie kommer... Heldigvis er han kampklar ganske kort tid efter. Nævnes bør også Terry Staceys utroligt dejlige billeder. "The Door in the Floor" er spækket med symbolik. Mange historier er flettet ind i hinanden. Det drejer sig både om den historie, vi ser på lærredet, og de historier, som vores forfatterven, Ted, skriver. Det gør, at filmen bliver ved med at fascinere, og det gør, at den er svær at få ud af hovedet igen. Ikke fordi man går rundt og forsøger at skam-analysere filmens handling. Så kompliceret er den nemlig slet ikke. Tværtimod. Men fordi historien er så rørende, så enkel, så smuk og så dejlig, at den er fuldstændig umulig at lægge fra sig. Jeg ved godt, at året ikke er ret gammelt, men indtil videre er dette årets bedste film. "The Door in the Floor". Instr: Tod Williams. 1 time og 51 minutter. Tilladt fra 11 år. Danmarkspremiere.

Forsiden