Trafikulykker

- Meld dig!

Familie appelerer til knallertkører der flygtede

SKALBORG:I slutningen af november mistede Henri Kim Mikkelsen sin svoger Gorm Andersen ved en trafikulykke. Nu forsøger han og familien at forlige sig med det pludselige tab, men de har svært ved at få fred sindet. Den knallertkører, der også var indblandet i ulykken stak nemlig af og har ikke meldt sig siden. Den 74-årige Gorm Andersen gik 26. oktober enten på fortovet eller på cykelstien på Hobrovej ved Ford i Skalborg, da han blev påkørt af en knallert, der formentlig kom ud af indkørslen ved Ford. Tilsyneladende forsøgte Gorm Andersen at krydse indkørsel, da han blev påkørt; men det uklart, hvem der har ansvaret for ulykken. Knallertkøreren, en ung mand på mellem 15 og 16 år på en blå Piaggio Typhoon Zip, styrtede og kurede hen ad stien. Han kom dog hurtigt på benene igen og kørte fra stedet. Nu opfordrer Henri Kim Mikkelsen endnu engang den unge mand til at melde sig til politiet. - Det er bestemt ikke for at få hævn, men for at både vi og den unge mand kan få fred i sindet, siger han. - Hvis han ikke selv tør gå til politiet, vil jeg opfordre ham til at tale med venner eller familie for ad den vej at få styrke til at stå frem. Efter ulykken faldt Gorm Andersen i koma og lå i tre uger på sygehuset, uden at familien kunne få kontakt med ham. - Det var meget hårdt, fordi vi ikke kunne få at vide, hvad der var sket. Vi kunne ikke komme i kontakt med Gorm, og knallertkøreren var forsvundet, siger Henri Kim Mikkelsen. Efter de tre uger døde Gorm Andersen, men da sønnen arbejder på en boreplatform og andre dele af familien bor i USA, gik der yderligere over 14 dage inden begravelsen kunne finde sted. Herefter appelerede Henri Kim Mikkelsen for første gang til den unge mand. - Jeg havde jo håbet på, at han ville give både os og ham selv en julegave ved at komme af med sin byrde. Men den daglige venten på en positiv melding fra politiet var forgæves, indtil i dag har knallertkøreren ikke ladet høre fra sig. - Jeg appelerer endnu engang indtrængende til ham. Hvis han ikke står frem, kommer han til at leve med dette resten af sit liv; og jeg tror egentligt, at det ender med at blive mere barskt for ham, end det er for os, slutter Henri Kim Mikkelsen.