Retspleje

Meldte gammel skade som ny

BROVST: En 50 årig mand fra Brovst er ved byretten i Fjerritslev idømt betinget fængsel i fire måneder for forsikringssvindel. Det var en gammel sag, der nu har fået en afslutning. Tiltalen lød på, at manden i oktober 1998 havde anmeldt sin bil som totalskadet og havde fået udbetalt godt 98.000 kroner i erstatning af sit forsikringsselskab. Men sandheden var, at bilen blev skadet en måned tidligere, og på det tidspunkt tilhørte den tiltaltes søn. Det havde, ifølge tiltaltes forklaring i retten, hele tiden været meningen, at han skulle overtage bilen. Derfor fik han den omregistreret og forsikret i sit eget navn, og foretog anmeldelse af skaden en måned senere. At sagen var så gammel, og først får sin afslutning nu, forklarede anklagemyndigheden med, at forsikringsselskabet selv havde efterforsket i forholdet, og sagen tilsyneladende var havnet nederst i bunken. Straffen for forsikringssvindel er rimelig streng, og anklagerens påstand lød da også på fire måneders fængsel, deraf den ene måned ubetinget. Med henvisning til tiltaltes gode personlige forhold argumenterede forsvareren for en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Den betingede dom har en prøvetid på et år, og den dømte skal inden 14 dage udrede en erstatning på 98.415 kroner til forsikringsselskabet. nca.