Mellem abekatte og bakkesangerinder

Lise Sæderup har det meste af sit liv været aktiv i underholdningsbranchen. I dag fylder hun 65 år.

Lise Sæderup har det meste af sit liv været aktiv i underholdningsbranchen. I dag fylder hun 65 år.

{ Festlig og fornøjelig. Farverig og ret uforudsigelig. Sådan har tilværelsen ofte formet sig for Lise Sæderup, der har været en del af underholdningsbranchen i mange år. Sammen med sin nu afdøde mand Folmer Jensen har hun drevet impresario-virksomheden Folmer Jensen Underholdning, og i dag mandag fylder Lise Sæderup, Kærløbervej 11, Klarup, 65 år. Lise Sæderup og Folmer Jensen har været dels impresario dels konferencier over hele landet for et hav af kunstnere - kendte som knapt så kendte. Og mange af kunstnerne er kommet i parrets hjem i Klarup, hvor også en stor del af dem har overnattet. Det gælder bl.a. bakkesangerinderne Inger-Lise Gaarde og Grethe Sønck samt Volmer Sørensen, Trille, Freddy Fræk og Keld og Hilda. Parret sørgede i mange tilfælde for underholdning til byfester, messer, festarrangementer og var totalentreprenør, når disse arrangementer skulle planlægges ned til mindste detalje. Folmer Jensen Underholdning blev etableret i Jerslev i juni 1954, og i 2004 solgte Lise Sæderup virksomheden til Show Bizz Danmark. Hun har dog fortsat tilknytning til branchen, idet hun hvert år for AOF Aalborg i Aalborg Kongres & Kultur Center arrangerer fire meget populære ¿Kom og syng med aftener¿. Disse arrangementer har Lise Sæderup hvert år været ansvarlig for siden efteråret 1975. Næste arrangement er 30. november, hvor kunstnerne er Bjørn & Okay, der har medvirket til over 100 af disse arrangementer. Desuden kommer skuespilleren Marianne Mortensen, Visens Venner og Søren Dahl, der er vært på P4 radioprogrammet Café Hack. Der er plads til 1500 publikummer til arrangementerne, og billetterne er normalt revet væk. I løbet af de 50 år, Folmer Jensen og Lise Sæderup drev virksomheden, har de været udsat for mange spændende og sjove oplevelser. Lise Sæderup husker en opgave, som de for mange år siden skulle klare i Aabybro, hvor to kvinder skulle optræde med et lille cirkus. Et af numrene bestod af tre livlige aber, der skulle vise, hvad de kunne af færdigheder. Og mens Lise Sæderup skulle introducere nummeret, så gik aberne i gang med at bytte om på ledningsnettet til forstærkerne og højtaleranlægget, hvilket ikke indgik i nummeret, men skabte stor moro hos publikum. Der blev også udtrukket nogle vindere på afleverede kuponer, men da vinderne skulle bekendtgøres, havde aberne makuleret kuponerne - også til stor moro for de fremmødte. Et af de store arrangementer, Lise Sæderup mindes med stor fornøjelse, var da hun skulle arrangere en koncert med Kim Larsen & Kjukken til Fjordfesten i Mou. Netop denne koncert snakker man fortsat om, fordi her var en hidtil ukendt stemning, hvor publikum og Kim Larsen svingede. Lise Sæderup er født i Kolding, og da hun var otte år, flyttede hun med forældrene til Aalborg, hvor hun efter folkeskolen kom i lære som skotøjsekspedient. Senere uddannede hun sig som fodterapeut, og det betød bl.a., at hun kunne drive klinik på hjemadressen, mens hendes to døtre var små. Efter at pigerne kom i skole, uddannede Lise Sæderup sig som sygehjælper. I 1970 flyttede Lise Sæderup og Folmer Jensen til Klarup, hvor impresariovirksomheden fortsatte frem til 2004. I fritiden er Lise Sæderup optaget dels af sin familie, der består af de to døtre og deres familier, som består af fire børnebørn i alderen otte til 16 år, og så spiller hun golf i Himmerland Golf & Country Club. Hun er også optaget af det humanitære arbejde indenfor Lions, hvor hun er medlem af Lions Club Limfjorden, og samtidig beklæder hun posten som formand for de otte Lions Clubber i Aalborg. Lise Sæderup har siden 1988 været medlem af Klarup Menighedsråd, hvor hun er formand for kirkegårdsudvalget og bestyrelsesmedlem i Kirkernes Informationstjeneste i provstiet. Som en tradition fejres dagen med fødselsdagsfest for beboerne på Kærløbervej i Klarup, og senere er familie og venner inviteret til fødselsdagsfest hos Lise Sæderup.