Mellem Bindslev og Bolivia

Købmandssønnen fra Vendsyssel havnede som ambassadør i Sydamerikas fattigste land

"Vores rigdom har altid været årsag til vores fattigdom." Sådan lyder et citat fra den uruguyanske journalist og forfatter Eduardo Galeano, og det er møntet på den udvikling Bolivia har gennemgået siden den spanske erobring først i 1500-tallet til i dag, hvor landet fremstår som Sydamerikas fattigste. Gang på gang har landets store naturrigdomme lokket fremmede kræfter til, og det er nærmest altid endt med, at bolivianerne selv er havnet i taberrollen, berøvet for enorme værdier. På den måde går der nærmest en lige linie fra de spanske erobreres udplyndring af landets sølvforekomster over tinbaronernes milliardindtægter for 100 år siden til de seneste ugers folkelige opstand mod, at nogle få store internationale olieselskaber har sikret sig retten til landets naturgasreserver. En protest der midt i juni endte med præsident Carlos Mezas afgang, ligesom gasaffæren kostede hans forgænger embedet, da han i oktober 2003 ligefrem flygtede ud af landet. En udvej som landets statsoverhoveder flere gange tidligere har valgt - til tider med statskassen under armen. Midt i denne virkelighed havnede 52-årige Mogens Pedersen fra Bindslev for fire år siden som ambassadør, og han mener faktisk, at den danske bistand til landet gør en forskel. - Jamen, det er såmænd så enkelt, for hvis vi ikke gjorde en forskel, så skulle vi slet ikke være der. Det er måske svært at gøre resultaterne op helt præcist, men vi har i hvert fald spillet en positiv rolle, netop når det gælder den oprindelige befolknings rettigheder. Både helt konkret i form af ejendomsretten til den jord, de dyrker, og i mere politisk og kulturel forstand gennem bedre demokratisk repræsentation og sikring af deres egne sprog, som ellers var i fare for at uddø, fortæller Mogens Pedersen, som har tilbragt nærmest hele sit voksenliv efter uddannelsen uden for Danmarks grænser. Først en halv snes år som udsendt for FN's fødevareorganisation FAO i Mocambique og Nicaragua. Siden 1993 som ansat i Udenrigsministeriet - før Bolivia blandt andet i Benin. For Mosbjerg-købmandens søn var der ikke meget under opvæksten langs Uggerby Å og i Bindslev, der pegede i retning af, at han skulle tilbringe en del af sin tilværelse i et land, hvor indianere udgør langt over halvdelen af befolkningen. Men under cand.polit.-studiet ved Københavns Universitet i 1970'erne var han som så mange andre tiltrukket af de latinamerikanske folkelige bevægelser, som bekæmpede de diktaturer, der dengang herskede i næsten alle landene mellem Ildlandet og Rio Grande. Interessen blev ikke mindre af, at han under den afsluttende specialeskrivning ved et universitet i Paris kom til at stifte bekendtskab med en del latinamerikanske studiekammerater, som netop levede i eksil fra de samme diktaturer. - På den måde er jeg kommet til at nære stor beundring for den stærke sociale organisering, ikke mindst i den oprindelige befolkning, og derfor har det også været meget spændende at få lov til at komme på nærmeste hold af begivenhederne i Bolivia, beretter Mogens Pedersen. Et af de bolivianske eksempler på folkelige bevægelsers gennemslagskraft foregik i 1999/2000, da det lykkedes indbyggerne i provinsbyen Cochabamba at tvinge en privatisering af byens vandforsyning tilbage. Efter den amerikanske Bechtel Corporations overtagelse af vandforsyning var vandpriserne steget til at udgøre 20 procent af mindstelønnen, og det udløste måneders protester, som i sidste ende tvang landets præsident til at annulere aftalen med Bechtel. Nogen næsegrus beundring for den folkelige modstand mod olieselskabernes koncessioner er der dog ikke tale om. - Det er simpelthen et spørgsmål om, hvad der er klogt at gøre. Man kan jo ikke fortænke bolivianerne i, at de gerne vil bevare retten til landets ressourcer på egne hænder og derfor forlanger nationalisering af rettighederne. - Men da den bolivianske stat hverken råder over den fornødne ekspertise til at stå for udvinding af gassen eller den nødvendige kapital til at finansiere projektet, er det nærmest en umulighed. Så derfor er det i mine øjne nødvendigt at gøre olieselskabernes betingelser så tilpas smidige, at de stadig er parat til at investere i gasprojektet, siger Mogens Pedersen. Og han finder det nærmest håbløst, at landets faglige organisationer med nogle få hundrede aktivister er i stand til at at blokere den eneste vejforbindelse mellem hovedstaden La Paz og byens lufthavn i El Alto ovenfor - og dermed så godt som afbryde landets kontakt med omverdenen. - Der må være en vilje til at indgå i en dialog i stedet for at gribe til vejblokader, som nok er effektive så længe de varer, men sjældent har bragt noget frugtbart med sig. Når det gælder Danmarks traditioner for at løse konflikter på demokratisk vis, mener jeg faktisk, at Bolivia kan lære meget af os. Og det er da heller ikke tilfældigt, at den ombudsmandsordning, som Bolivia har indført efter dansk forbillede, netop i høj grad bruges til konfliktmægling, fremhæver Mogens Pedersen. Et andet udslag af nærkontakten med Bolivia, siden det blev programsarbejdsland for Danida fra 1994 med en betydelig optrapning af bistanden til følge, har været oprettelsen af en rigsrevision i stil med den danske. - Og selv om det måske ikke lyder af noget, der har så meget med demokrati at gøre, så er det faktisk en af de vigtige måder, hvorpå man kan komme en del af korruptionen og bureaukratiet til livs på. Den uafhængige kontrol med, hvordan statens midler anvendes er nødvendig for at skabe tillid til et system, der ellers ofte er domineret af en lille magtklike omkring det til enhver tid siddende regeringsparti, understreger Mogens Pedersen.