Kunst

Mellem magt og afmagt

På lærredet går han tæt på royale og magtfulde samfundsspidser. Med posebukser, baret og sløjfe i håret maler Thomas Kluge som de klassiske malere altid har gjort det, og det skaber harme. Nu kan hans værker ses på Kronborg Slot.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udklædningen, som Thomas Kluge passende benævner "Rembrandt-klovnekostumet", har i en årrække hængt uløseligt sammen med hans person: - Det er tænkt som en provokation. Jeg klæder mig ud som den forældede barokmaler, folk anklager mig for at være. Ironien er nærliggende, siger Thomas Kluge.

Han slår døren op i bare tæer, posede bukser og grå trøje, imens han er i fuld gang med sin morgencomplet: en skål yoghurt med drys. De buskede øjenbryn ligner et par brugte penselbørster, øjnene er malet med brunt. Håret strækker sig bagover mod nakken, hvor en sort sløjfe barokt omfavner hestehalen. Vi sætter os med en cappuccino ved det tunge træbord i det store køkken/alrum. På væggen hænger et enormt maleri, som forestiller en siddende Thomas Kluge i barokklæder, der i profil, højtidelig som en majestæt, kigger på en klon af sig selv, som bærer en grinende Luciano Pavarotti-maske. Det er malet af ham selv og hedder "Den der ler sidst". Maleriet handler om at grine af kunstneres selvhøjtidelighed og sin egen selvhøjtidelighed, selvom det gør en smule ondt, som han siger. Billedet udspiller sig som langt de fleste Kluge-malerier i mørket. Og dette mørke, tomme rum kan trækkes tilbage til hans egen barndom. Her var Thomas Kluge nemlig en skidt karl. Det erkender han. På Landsbyskolen i Tybjerglille Bakker mobbede og isolerede han sine klassekammerater i hver deres tomme rum, hvor han kunne styre og manipulere med dem. I dag gør den 40-årige maler næsten det samme på sit lærred. - Det handler jo om at undersøge og udforske spændinger i og imellem mennesker. I mine malerier forsøger jeg at skabe et virkeligt rum, hvor jeg kan manipulere magt og afmagt. Det er egentlig første gang, jeg tænker på det sådan. Men legen med psykologi og magt er jo fortsat. I 1990 gik Thomas Kluge ned for at tømme sin postkasse i Næstved. Der lå det endelig: Brevet fra Kunstakademiet. Han flåede det op, læste de to linjer og gik glad op til sin daværende kæreste og fortalte om sin optagelse på Kunstakademiet. "Thomas, det står der jo ikke," svarede hun med papiret i hånden, hvorefter det langsomt gik op for ham, at han havde fået afslag på det, han havde set som en selvfølge: at han ville blive optaget. Svaret var det samme i 1991 og 1992. Nej. Ingen forklaring. Ingenting. Bare tre gange nej. For Thomas Kluge blev afslagene starten på en lang og sej kamp mod kunstinstitutionen, der aldrig har været blege for at fortælle den menige mand, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Og bare fordi Kluges malerier er enormt vellignende, med hans nærmest fotografiske teknik, så mener kunstinstitutionen ikke nødvendigvis, det har noget med kunst at gøre. For han er en umoderne barokmaler, der maler efter gamle forskrifter uden at forny sig. Han er ikke kunstner, men blot en dygtig håndværker, der gengiver objekter uden at tage stilling, og at han samtidig klæder sig ud som barokmaler med posebukser, baret og sløjfe i hestehalen, det huer heller ikke institutionen. Men publikum har været begejstrede, og Thomas Kluge har ved egen læring bygget en teknik op, der har været efterspurgt af magtfulde mennesker som Keld Kirk, Mærsk Mc-Kinney Møller og Peter Zobel samt flere af de kongelige. "Hvorfor skal jeg egentlig være her, når du nu har fotograferet mig," spurgte Kronprins Frederik, da han skulle portrætteres af Thomas Kluge. Svaret var og er, at det er vigtigt for Thomas Kluge at vide, hvad det er for et menneske, han portrætterer. - Enhver kan jo snyde i de der brøkdele af et sekund foran kameraet, siger han siddende ved træbordet: - Det føler jeg ikke, man kan, når vi står og snakker sammen. Fotografierne, jeg tager, kan hjælpe mig til at tegne de rene konturstreger på lærredet, men inden i den kontur skal der være en substans, som afhænger af mit møde med mennesket. De skal være troværdige. Når jeg vælger et udtryk i billedet, så vælger jeg noget ved personen, jeg reflekterer over, noget, som pirrer mig, og noget, jeg kan kende ved mig selv. Jeg maler mig selv ind i billedet, siger han, tøver og holder inde i otte sekunder: - Altså uanset om det er Dronningen eller Pjerrot, så forsøger jeg at finde nogle sprækker, jeg kan trænge ind i. At bryde med ikonet. Jeg forsøger at se en flig af noget, som er inden under erhvervsmanden, dronningen eller biskoppen. Modstanden som drivkraft Til en fest på Christiansborg hilste han på Rigmor Mydtskov, der i 40 år havde været dronningens officielle fotograf. Hun roste hans første portræt af hende med ordene: "Jeg har jo fotograferet dronningen tusindvis af gange, og hver gang får jeg det udtryk, jeg gerne vil have. Men når jeg ser dit billede, så synes jeg næsten, at alle de udtryk er i det ene billede." Thomas Kluge genfortæller historien med ydmyghed i stemmen og betegner det som den største kompliment, han nogensinde har fået. Og med den hyppige kritik af, at Kluge lige så godt kunne have taget et fotografi og sparet tiden og besværet med at male, forstår man godt, hvorfor hoffotografens ord glæder den udskældte maler. I det hele er han i godt humør under interviewet. Han griner meget og gør det lige så storladent, som han maler. Og der er også noget at grine af. Hans malerier er efterspurgte. Han er aktuel med udstillingen "To be or not to be", hvor 55 af hans malerier indtager Kronborg Slot og sidenhen kommer til Kunsten i Aalborg. Og da kvinden, han i mange år så som sin fjende, Else Marie Bukdahl, gik af som rektor for Kunstakademiet, fik han til opgave at male hendes portræt. Dermed fik han i manges øjne oprejsning og anerkendelse. Men selv var det snarere et opgør med sine egne fordomme, fordi Else Marie Bukdahl viste sig at være et godt menneske. Og anerkendelsen, den har han et modsætningsfyldt forhold til. - Jeg tror altid, at trangen til at blive anerkendt har ligget hos mig, og det vil den altid gøre. Men det ville ikke være interessant, hvis alle pludselig syntes, at det var okay, det jeg gjorde. For hvor skulle jeg så finde min energi? Jeg søger jo balladen. Det er svært for mig ikke at have den. Man bliver selvfølgelig vred og ophidset, og hvad fanden bilder de sig ind? Men kritik er godt for mig. Modstand tænder mig og giver mig lyst til at male, siger han roligt og skæver op på det gigantiske maleri, der hænger foran ham. Revolutionen afblæst Formålet med det mystiske mørke er, ud over at det skal løsrive objektet fra tid og sted og derved gøre det eviggyldigt, at tvinge beskueren til at gå i dialog med billedet. Og det er enormt vigtigt for Thomas Kluge. - Når objektet pludselig står frem uden noget bagved, så kan det ikke skjule sig. Mine kunstværker stiller ofte spørgsmål, eksempelvis hvorfor Prins Henrik er afbilledet med en hest? Så håber jeg, at man går ind på legen og prøver at udfylde tomrummet. Meningen med det, vi ikke kan se, er, at vi skal tillægge det noget. Kunst er først interessant, når vi som mennesker bliver udfordret og går i en slags dialog for at prøve at svare på de spørgsmål, billedet stiller. Fisk i blendere, heste på glas. Når man tænker på hvilken slags kunst, der tidligere har forarget, kan det være svært at se, hvorfor Thomas Kluge, der maler billeder, som man gjorde det i 1600-tallet, provokerer institutionen. Selv tror han, det skyldes den store opmærksomhed, og at folk forstår ham. - Jeg tror, man er bange for, at det sætter spørgsmålstegn ved kunst, når menigmand stiller sig op og siger, at det, jeg laver, er kunst. Når folk selv begynder at definere deres egen rolle i forhold til kunstverden. Så får kunstverdenen, der er bygget op omkring autoriteter, et problem. For skal man stole på autoriteten eller sit eget møde med kunsten, spørger han retorisk. Selv er han blevet ældre. - Revolutionen er afblæst, siger han og griner. Thomas Kluge ønsker ikke længere at provokere for enhver pris. Han vil ikke isoleres. Og kunstverdenen skal ikke have lov at afvise ham som en firkantet ballademager, der ikke kan indordne sig. For sådan er han ikke. Alligevel vil han på stille vis fortsat kæmpe for at udfordre kunstinstitutionen og dens enorme indflydelse. - Jeg kan ikke gå ind i kunstverdenen og ændre på deres holdning, men jeg kan ændre den udefra. Jeg ønsker at være i direkte dialog med publikum. Det lyder populistisk, men kunst bør alt andet lige være for mennesker. Udstillingen "To be or not to be" vises på Kronborg Slot indtil 8. november. Fra 5. december til 31. januar kan Thomas Kluges kunst så opleves på Kunsten i Aalborg.