Mellemøsten koger

JERUSALEM:Godt en uge efter, at den seneste plan for fred i Mellemøsten formelt blev tiltrådt af den israelske og palæstinensiske ledelse, flyder blodet. Raketter regner ned over Gaza, der er selvmordsattentater, og udlændinge opfordres til at rejse væk fra regionen. Imens taler USA om at fortsætte fredsprocessen. En vending, der i Mellemøsten synes at gå hånd i hånd med vold. Torsdag eftermiddag - nogle timer efter, at Israels hær havde fået ordre til "totalt at udslette" den militante palæstinensiske Hamasgruppe - gik tre israelske kamphelikoptere til angreb på Sheikh Radwan-kvarteret i Gaza By, rapporterede de internationale nyhedsbureauer, der citerede lægekilder for at sige, at syv mennesker blev dræbt af seks raketter. Blandt de dræbte er én af Hamas-lederne, nemlig Yasser Taha, samt hans kone og tre-årige datter. Tahas Subaru-bil blev smadret til ukendelighed. Ifølge palæstinensiske kilder var der tale om det femte israelske helikopterangreb på Gaza i tre dage. Tirsdag blev to palæstinensere dræbt under et angreb, der "kun" sårede det egentlige mål, Hamas-lederen Abdul Aziz al-Rantissi. Onsdag dræbte Hamas 16 israelere i Jerusalem ved et selvmordsattentat, hvilket udløste flere israelske raketangreb, der dræbte 11 menensker i Gaza, herunder flere Hamas-ledere. Efter at Israels hær torsdag blev beordret i total krig mod Hamas, advarede den militante bevægelse udlændinge i Israel om, at de bør rejse nu. Hamas sagde, at onsdagens terrorbombe blot var begyndelsen på en serie af bomber. Hele den betændte situation har skabt alvorlig tvivl om, hvorvidt der stadig er eller kan holdes liv i den internationale køreplan for fred. Ariel Sharon, Israels premierminister, sagde, at den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas, er "en kylling uden fjer". - Vi må hjælpe ham med at bekæmpe terror, indtil hans fjer er vokset frem, citerede Israels hærs radio premierministeren for at have sagt under et ekstraordinært regeringsmøde. Sharon kritiserer Abbas for ikke at bekæmpe de militante palæstinensere, som han ifølge køreplanen skal. Men de palæstinensiske ledere mener, at det er Sharon, som er problemet. Med angrebet på Rantissi i tirsdags har Israel ødelagt forsøgene på at få Hamas til at indstille væbnet magt, siger palæstinenserne. Og de israelske angreb har desuden gjort det umuligt for de svækkede sikkerhedsstyrker, som er under selvstyremyndighedernes kontrol, at gøre noget over for Hamas. Den militante gruppe er imod køreplanen og beskylder Abbas for at have slugt for mange indrømmelser under det topmøde, som Abbas havde med Sharon og USA's præsident, George Bush, i Jordan 4. juni, da de formelt blev enige om at sætte køreplanen i gang. Ziad Abu Amr, palæstinensisk kabinetminister, sagde torsdag, at Sharon "smider om sig med dumme betegnelser og dumme påstande" for at dække over sin fiasko med at finde en diplomatisk løsning på konflikten. Trods blodsudgydelser og den stadige strøm af trusler og offentlige beskyldninger ser det ud til, at USA klør på med fredsprocessen. Daniel Kurtzer, USA's ambassadør i Israel, mødtes torsdag med den israelske udenrigsminister, Silvan Shalom, og sagde, at et amerikansk hold snart vil ankomme til regionen for at overvåge gennemførelsen af køreplanen. Colin Powell, den amerikanske udenrigsminister, opfordrede i Washington det internationale samfund til at "bekæmpe Hamas" og tilføjede, at han hele formiddagen havde hængt i telefonen for at tale med ledere i Mellemøsten. - Vi må fortsætte fremad. Det vil være en katastrofe, hvis vi mister denne mulighed, sagde han - som et ekko af 1990'erne. Dengang blev selvstyreaftalerne fra 1993 også udsat for prøvelse efter prøvelse. Der var mord på Israels premierminister Yitzhak Rabin, palæstinensiske selvmordsattentater, israelsk gengældelse, Israel fortsatte med at opføre bosættelser i palæstinensiske områder, højrenationalisten Benjamin Netanyahu blev valgt som Israels premierminister og nægtede at følge den indgåede Oslo-aftale. Hver gang der var krise, sagde lederne, at "fredsprocessen fortsætter". Men da den væbnede palæstinensiske opstand brød ud i september år 2000, havde almindelige palæstinensere og israelere - i modsætning til deres ledere - vidst længe, at fredsprocessen havde stået stille i flere år. /ritzau/