EMNER

Mellemstore firmaer tøver med cloud

Både små og store virksomheder er godt i gang med cloud-løsninger på it-området, så systemer og programmer ligger på en computer et andet sted end i virksomheden selv - "ude i it-skyen".

Men de mellemstore virksomheder tøver lidt mere. Det viser en undersøgelse fra it-leverandøren Microsoft. - De mest interesserede lige nu er enten de små eller de lidt større virksomheder. Det bekræfter det indtryk, vi har fra vores kontakt med kunderne, siger Erik Kaae, direktør for mindre virksomheder hos Microsoft. Godt 17 procent af de små virksomheder benytter cloud-løsninger, mens det kun gælder for cirka 11 procent af de mellemstore selskaber. Ifølge Erik Kaae giver cloud-it fordele for små virksomheder, der kan overlade pasningen af it-udstyr til en leverandør. De store virksomheder kan sikre sig større it-fleksibilitet. - Men de mellemstore selskaber har typisk en it-afdeling selv og føler, at de egentlig har meget godt styr på det, forklarer Erik Kaae. Hos Microsoft venter man dog, at også mellemstore virksomheder efterhånden vil tage cloud-it mere i brug i takt med nyindkøb. For nystartede selskaber kan Erik Kaae ikke se nogen anden løsning end cloud. Resultaterne fra Microsoft stemmer ikke helt med data, som analysefirmaet IDC har hentet ind. Her er de mellemstore virksomheder ganske godt med - men IDC's tal gælder hele Norden og både private og offentlige virksomheder. - Resultatet kan afhænge af, hvem der er spurgt og hvordan man har spurgt, vurderer Anders Elbak, research manager hos IDC Danmark. Han tilføjer, at nogle virksomheder slet ikke tænker på deres it som cloud-løsninger, før de får nærmere spørgsmål om brugen af konkrete produkter. Anders Elbak vurderer, at stort set alle i dag vil kunne bruge cloud-løsninger til e-mail. Desuden kan en cloud-løsning være god, hvis for eksempel en virksomhed i en periode har behov for stor computerkraft. Også de mange slags it-udstyr hos brugerne - fra pc'er til smartphones - kan være lettere at styre via cloud-løsninger og en fælles browser. - For vækstvirksomheder er cloud en gevinst. De kan let få nye programmer indført, efterhånden som der bliver brug for det. Og de kan løbende tilføje nye brugere, siger Anders Elbak./ritzau/