Skolevæsen

Melodi grand prix for unge med høj standard

AABYBRO:Salen var fyldt, stemningen god og standarden hos de optrædende ved Aabybro Kommunes Musikskoles melodi grand prix onsdag aften i Nordjyllands Medicenter var høj. - Det er første gang, at alle optrædende har haft selvkomponerede melodier og tekst. Det er flot af børn og unge i den alder, siger Mads Jensen fra musikskolen. Blandt de syv optrædende grupper var ni piger fra friskolens 6. klasse. De kalder sig Q9 og stillede op med sangen "Jeg elsker kun dig". - Vi havde lyst til at synge en kærlighedssang, fortæller Henriette Kristensen. Pigerne havde deres forældre blandt publikum, og nervøsiteten var også mødt op, inden de skulle optræde som band nummer tre. - Der er mange mennesker. Tænk nu, hvis vi spiller forkert, sagde Charlotte Madsen, men Q9 nåede frem til finalen. Sikker vinder hos både dommere og publikum var You 2 fra Aabybro Friskoles 5. klasse, der kom med en god melodi og et flot sceneshow. Lige så sikker nummer to blev Mie & My Band fra Aabybro Skoles 5. klasse, mens Psychotic Eclipse fra Biersteds 8. klasse og Nørhalne Skoles 7. klasse blev nummer. 3.