Melodi grand prix i Aalborg - måske

Meget skal undersøges først mener Trillingsgaard

Aalborg kan blive vært for den næste vinder af Eurovisionens melodi grand prix. Foto: Scanpix

Aalborg kan blive vært for den næste vinder af Eurovisionens melodi grand prix. Foto: Scanpix

AALBORG:Efter Emmelie de Forest vandt det internationale melodi grand prix lørdag, skal det nu afgøres, hvilken dansk by, der skal have værtsskabet næste år. Et af buddene er naturligvis Aalborg, der sammen med Herning og København udgør de oplagte kandidater.

Hvis grand prixet skal afholdes i Aalborg, er Gigantium et oplagt bud. I 2012 blev det danske melodi grand prix afholdt her.

Der er et men

Men det er slet ikke så lige til at afvikle Eurovisionen. I hvert fald er der mange spørgsmål, der skal findes svar på, siger direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter Ernst Trillingsgaard.

- Vi er selvfølgelig interesserede, men der er et men. Dels er der økonomien, for der skal mange penge til - også fra egnen, siger Ernst Trillingsgaard. Han peger på, at Gigantium kan rumme 6-8000 tilskuere, og er det mon nok? Desuden skal hallen være lukket for andre gøremål i tre-fire uger under optakten til grand prixet, siger Ernst Trillingsgaard. Og så er der jo også lige infrastrukturen, der skal være på plads.

- Der skal være styr på fly, tog, trafik - og ikke mindst hotelpladser, siger direktøren.

Kæmpe gevinst

Men lykkes det at få Eurovisionen til Aalborg, så er gevinsten kæmpe stor.

- Jeg tænker selvfølgelig på økonomien. Vi får stor omtale, som værtsby, og det kan bruges til at markedsføre Aalborg og Nordjylland over for de udenlandske turister. Det kan give en rigtig stor økonomisk gevinst, siger Ernst Trillingsgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.