Melodi Grand Prix i Det Musiske Hus

Finalen sendes direkte og bagefter er der koncert med Jakob Sveistrup og band

Hans Christensen
Tænder du på Jakob Sveistrup, får du nu chancen for at høre ham live i Det Musiske Hus 10. februar - og se finalen i det danske melodi grand prix i samme hug. Pressefoto
Musik 15. januar 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Lørdag 10. februar er der finale i Dansk Melodi Grand Prix. En vaskeægte tv-klassiker, men i stedet for at sidde derhjemme foran 24”-skærmen, kan du opleve det store show i Det Musiske Hus - og så få en livekoncert med den danske vinder fra 2005, Jakob Sveistrup, med oven i hatten. Jesper Jul havde for længst engageret Jakob Sveistrup med Band til at spille i Det Musiske Hus, da DR offentliggjorde datoen for Melodi Grand Prix-finalen, og handelschef Michael Frederiksen, Frederik, øjnede straks muligheden for at slå to fluer med ét smæk. Således tænkt, således bliver det: Det Musiske Hus og Frederik inviterer til Melodi Grand Prix-aften og flere af byens restauranter hopper på grand prix-vognen og serverer grand prix-menu før showet i Det Musiske Hus. DR ér taget i ed og har givet tilladelse til, at det store grand prix-show vises direkte på storskærm i Det Musiske Hus og 2tal har lovet at sørge for, at der både er en stor skærm og hul igennem til Forum Horsens, hvor finalen afvikles i år. Jakob Sveistrup var sidst i Frederikshavn 2. august, hvor han spillede på rådhuspladsen - i øsregnvejr - i forbindelse med starten på cykelløbet Post Danmark Rundt. Siden da har han udsendt sit andet album, Fragments, der er tæt på at have solgt til en guldplade. Vindermelodien ”Tænder på Dig” fra Melodi Grand Prix 2005 blev Jakob Sveistrups gennembrud og hans nyeste single, ”Book of Love”, blev præsenteret i forbindelse med årets udgave af den danske popdyst. Billetter til Melodi Grand Prix-aftenen kan købes i Det Musiske Hus og på Billetnet. Forsalgsprisen er 170 kr. inkl. gebyr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...