Børnepasning

... men alle kan lave et kunstværk

I børnehaven Stampe har både børn og voksne været kreative i sjovt kunstprojekt

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle af børnene har haft maling på fødderne og gået en tur på et stykke stort papir. Og turde man ikke at få malet fødderne, fik man lov til at putte maling på en voksens fødder i stedet.

AALBORG:Måske kan man ikke rigtig gribe fat om noget. Måske kan man ik- ke rigtig sige noget. Og måske ved man slet ikke, hvad kunst er for noget. Men man kan under alle omstændigheder være med i et kunstprojekt i sin børnehave. Det har de 15 børn i observations- og behandlingsbørnehaven Stampe i Aalborg bevist de seneste dage, hvor de har lavet sansestimulerende kunst. Børnene, der kommer fra hele Nordjylland, har fysiske handicap og deraf følgende problemer med koncentration og indlæring - typisk som følge af lammelser, rygmarvsbrok og syndromsygdomme. Sammen med børnehavens pædagoger, ergoterapeuter og fysioterapeuter er det alligevel lykkedes dem at lave kunst i lange baner og at have det rigtig sjovt samtidig. - Nogle af børnene har næsten ikke noget sprog, så alene det at kunne udtrykke sig på en anden måde har jo været en stor succes, fortæller ergoterapeut Trine Hansen. - Desuden har vores børn typisk svært ved at have overblik og bevare fokus i ret lang tid ad gangen. Det går meget bedre, når kroppen og sanserne er med, supplerer børnehavens leder, Jytte Kinnerup. Fernisering i sansehaven Børnene og de voksne har arbejdet med blandt andet gasbeton og ler, de har støbt i gips, og de har malet med stærke farver på sten, stolper og papir. Det hele bliver i dag præsenteret for forældrene ved en fernisering, der især skal foregå udenfor. De fleste af kunstværkerne blev således i går flyttet ud i Stampes sansehave, hvor der i forvejen var krydderurter, bær og sommerfuglebuske. - Nu bliver kunsten så udstillet, så vi kan gå og glæde os over den i lang tid. Børnene er simpelthen så stolte, siger pædagog Tina Østergaard, som også glæder sig over, at der er rigtig mange materialer tilovers. - Vi har mange ideer, som vi ikke har nået i det her forløb. Så vi vil helt klart lave mere kunst fremover, bemærker hun. I forbindelse med ferniseringen får hvert barn en mappe med billeder, som er taget, mens de har arbejdet med kunstværkerne. Det er i høj grad også en gave til forældrene, som dermed tydeligt kan se, hvad der er foregået i Stampe de seneste to uger. - Mange af børnene kan have svært ved at fortælle, hvad de har lavet, Så nu kan man se det i mappen, påpeger børnehavens voksne.