Lokalpolitik

Men Bælum fik da et rente- og afdragsfrit lån

BÆLUM:Det kan godt være, at Bælum ikke fik nogen folkeafstemning om sit fremtidige kommunetilhørsforhold, men til gengæld fik den østlige by lidt overraskende et rente- og afdragsfrit lån med hjem fra byrådsmødet i Terndrup. Borgmester Børge Olsen (S) havde ellers forhandlet sig frem til, at Bælum Borgerforening højst kunne få et rentefrit lån på 40.000 kr. til stole og ny opvaskemaskine i Bælum Skovpavillon. Oprindelig havde borgerforeningen bedt om et rentefrit lån på 100.000 kr. - De sidste 50.000-60.000 kr. skulle vi gå ind og agere bank for dem, og det finder jeg ikke rigtigt, sagde borgmesteren, før hans partifælle, Helle Astrup, fik ordet: - Jeg synes, at det ville være rimeligt at give et afdragsfrit lån, når de ikke får mere at gøre med, og jeg mener egentlig også, at det var det, vi blev enige om i økonomiudvalget, udfordrede hun Børge Olsen. Kun Venstres gruppe og Børge Olsen stemte bagefter for at nøjes med det rentefrie lån, mens et flertal på ni sikrede det afdragsfrie. - Her så vi netop øst-vest-konflikten for fuld udblæsning, sagde Peter Riise (UP) bagefter, men kunne jo glæde sig over, at "øst" i dette tilfælde vandt.