Men de holder sig nu ganske godt

VØB fra Øster Doense fejrer 20 års fødselsdag med ny cd

Vi Øver Bare - her under en koncert. Fra venstre Eva Pedersen, Torben Pedersen og Søren Michael Sørensen. Arkivfoto

Vi Øver Bare - her under en koncert. Fra venstre Eva Pedersen, Torben Pedersen og Søren Michael Sørensen. Arkivfoto

ØSTER DOENSE: ”VØB har spillet i 20 år. Ak, ja ja hvor tiden går. At vi er en smule skøre, vil radioen ikke lade os høre. Mon de har lavet et komplot - og sat os på en liste der er sort”? Det drilske spørgsmål stiller den lokale folkemusiktrio VØB - Vi Øver Bare - i en fødselsdagssang, de har skrevet til sig selv. Nemlig på titelsangen Vi Holder Os Da Ganske Godt. En cd just sendt på gaden i anledning af trioens 20 års junilæum. -Tjah, det skulle jo rime, og vi er faktisk blevet spillet betydeligt mere i Nordjyllands Radio førhen. Det virker ærligt talt som om, alt det musikalske nu styres fra København, siger Eva Pedersen - fast inventar i VØB siden starten i 1986. -I det hele taget kunne de nordjyske lokalradioer godt bakke den nordjyske musik lidt bedre op, end end tilfældet er, mener Eva Pedersen. Sammen med gemalen Torben Pedersen grundlagde hun VØB, og de stolte amatører fra Øster Doense bekender sig fortsat til Peter, Paul & Mary som deres væsentligste inspiration. Men vi voksede jo også op med Donovan, Joan Baez og Bob Dylan, bemærker Eva Pedersen (guitar, fløjter og sang), som til daglig underviser i børnehaveklassen på Valsgaard Skole. Også medmusikanterne tjener til det daglige brød i Arden Kommune. Torben Pedersen (guitar, banjo og sang) arbejder som socialpædagog i døgninstitutionen Boform i Arden, mens bassist og sanger Søren Michael Sørensen jobber hos Rostrup Mølle. Han har spillet de seneste syv år hos VØB, der også tidligere har trukket på børn og bekendte på den musikalske gæsteliste. - Dog ikke vore egne børn, for de er voksne - mens børnebørnene endnu er for unge til at synge med, bemærker Eva Pedersen. Broderparten af de 14 sange på denne fjerde hele pladeudgivelse har ægteparret fra Doense selv komponeret. En blanding af nyere og ældre sange. For eksempel en geninspilning af Jeg Vil Bo På landet, der i sin tid fik status som kendingsmelodi i DR-radioprogrammet Som Landet Ligger. Det lunede økonomisk med gode Koda-cheks. - Og så fik Torben i fødselsdagsgave tilsendt et smukt digt fra vores datter, Mia, og svigersøn, Mads. Digtet har vi så sat musik til i Din Sang, fortæller Eva Pedersen. VØBS tidligere udgivelser tæller (Hilsen Til Vores Børn, (1989) - Vi Rider mod Vest (1993) - Skovens Ånd (1998) - nogle kassettebånd og andre mindre produktioner - herunder musikken til Kalanihara - et teaterstykke for børn. - Men vi synger ikke kun egne sange. Vi råder vel over et par hundrede sange, som vi vælger fra - afhængigt af om vi spiller viser på festivaeller optræder på et ældrecenter, forklarer Eva Pedersen.