Men2Work drøner bare derudad

Racerkøreren Jason Watt og Brian Munk Andersen har indgået en aftale, som betyder, at Men2Work sponsorer Jason Watt. Brian Munk Andersen fortæller, at Jason Watt repræsenterer de værdier, som Men2Work står for. Bureaufoto
Redningsvæsen 1. september 2007 06:00

I 2004 stiftede Brian Munk Andersen Men2Work som et vikarbureau THISTED: Fart, drive og engagement er kendetegnende for Brian Munk Andersen og hans firma Men2Work. Da han stiftede virksomheden var det som et ApS, men den 1. oktober bliver selskabsformen omdannet til et aktieselskab med en professionel bestyrelse. Han forklarer, at et aktieselskab har en større egenkapital end et anpartsselskab, og at det giver en større sikkerhed for både virksomheden og kunderne, som omfatter virksomheder som Sjælsø Gruppen, Hoffmann A/S, MT Højgaard A/S, NCC Construction og Skanska. Men2Work begyndte i beskedne rammer som et mindre firma, der udlejede folk. Det greb om sig, og efterhånden var virksomheden og Brian Munk Andersen involveret i opførelse af store byggerier i København og på Østsjælland, og det seneste år har virksomheden konstant haft omkring 100 bygningshåndværkere beskæftiget. - Vi entrerer med flere underleverandører til at udføre arbejdet, som vi køber arbejdskraften fra, og folkene går alle i tøj fra Men2Work, fortæller Brian Munk Andersen. Vækstrater Men2Work går udelukkende efter de store aktører på markedet, og det har manifesteret sig i spektakulære vækstrater på over 100 procent fra år til år i virksomhedens korte levetid. Regnskabsåret løber fra 31. september til 1. oktober. Det første år afleverede virksomheden en omsætning for fire måneder på cirka 10 mio. kr. I 2007 forventes det, at omsætningen når 45 mio. kr. og virksomhedens har på sin egen lønningsliste 20 mand, som kommer fra Jylland og Fyn. Men2Work er splittet op i to firmaer, som arbejder i begge ender af byggebranchen. Men2Work Entreprise A/S er et nedrivningsfirma og Men2Work koncentrerer sig om byggeri og udlejning af folk til virksomhedens store kunder. - Det var sådan vi begyndte, og det holder vi fast i, fordi det er sådan, vi langt hen ad vejen bliver opfattet i Thy, forklarer Brian Munk Andersen, der fra sin fortid som brandmand i Thisted Brandvæsen har et grundfæstet fundament for virksomhedens trivsel. - Vi arbejder med samme trekant som brandmændene, og de tre ben er sikkerhed, kvalitet og bunden af trekanten dækker over loyalitet og engagement, siger han, - og det er holdninger, vi mener alvorligt. Jason Watt Ved et tilfælde kom Brian Munk Andersen i forbindelse med racerkøreren Jason Watt, der for en del år siden blev lam fra ryggen og ned efter et uheldigt fald med sin motorcykel til en fotosession. - Jeg mødte ham, og vi talte om løst og fast, men jeg mærkede hurtigt, at han havde det drive, som jeg selv sætter pris på, og vi blev hurtige enige om, at han skulle have et sponsorat fra Men2Work, fortæller Brian Munk Andersen, som tilføjer, at Jason Watt ser lyst på livet. - Og hvorfor skal man ligge i sengen? - det er jo der, man dør, lyder det galgenhumoristisk fra Brian Munk Andersen, som ikke spilder tiden på ligegyldige ting. Jason Watt er ofte i medierne og derfor i stand til at markedsføre Men2Work, og med i aftalen er fribilletter for medarbejderne til racerløb, ligesom der kan arrangeres events for både medarbejderne og kunderne, som kan få et sæde ved siden af den berømte racerkører. Af Poul Erik Tarp poul.erik.tarp@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...