Menighedsrådsmedlemmer går i vrede

Efter intern uro er menighedsrådet i Lindholm halveret og står uden formand

Diskussioner om håndtering af personalesager, formaliteter og fodfejl kom til at fylde i menighedsrådsarbejdet i Lindholm Sogn. Arkivfoto

Diskussioner om håndtering af personalesager, formaliteter og fodfejl kom til at fylde i menighedsrådsarbejdet i Lindholm Sogn. Arkivfoto

NØRRESUNDBY:Lindholm Sogns menighedsråd kan føje endnu et kapitel til historien om tumult og intern uenighed.

De fem medlemmer fra Socialdemokraternes liste, Ann Jensen, Annette Flak, Lizza Fogh Nielsen, Mette Eich-Høy og Søren Hindsholm, der blev valgt ind i rådet forrige november, har valgt at trække sig og løse sognebånd til andre præster i området.

Dermed står menighedsrådet tilbage med blot seks medlemmer, som alle er valgt fra Kirkelisten.

Senere skal biskop Henning Toft Bro beslutte, om menighedsrådet kører videre i sin nuværende form frem til 2016, eller der skal være suppleringsvalg.

Manglende tillid

De nu tidligere menighedsrådsmedlemmer begrunder deres fratrædelse med, at der tidligere har været komplicerede personalesager i kirken, som menighedsrådets kontaktperson varetager.

I en pressemeddelelse skriver de blandt andet, at én af kirkens medarbejdere blev afskediget på en uprofessionel måde, så sognet måtte udbetale fuld løn i to år. En anden afskedigelse måtte menighedsrådet trække tilbage, fordi de overenskomstmæssige forhold ikke blev overholdt.

Strid om formandspost

- Blandt andet de sager gjorde, at vi ikke havde tillid til den tidligere formand, siger Søren Hindsholm, aftrådt medlem og rektor på Nørresundby Gymnasium og HF.

Han beskriver stridens hovedtema med, at menighedsrådet bestod af to næsten lige store grupperinger, der ikke kunne blive enige, om den gamle formand skulle blive, eller der skulle nye kræfter til.

To fronter

Da et medlem fra Kirkelisten valgte at bakke op om den anden listes formandskandidat, Mette Eich-Høy. blev skiftet en realitet, men det gjorde det bestemt ikke nemmere at at finde fælles fodslag om det kirkelige arbejde.

- Det opfattede medlemmerne fra Kirkelisten som et kup, så herefter var det svært at etablere et samarbejde, beskriver Søren Hindsholm.

Generel udfordring

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg vurderer, at det er sjældent, en hel liste vælger at trække sig fra et menighedsråd. Han forudser dog forhindringer for fremtidens menighedsråd, da flere bliver lagt sammen, og de frivillige medlemmer har en større personalegruppe at tage arbejdsgiveransvar for i kirken.

Dertil er det problematisk, når kun to lister er repræsenteret i et råd, fordi det kan give to hårde fronter.

Han fortæller desuden, at der bliver færre medlemmer fra politiske lister i menighedsrådene, fordi de ikke længere er den karrieremæssige trædesten, de var tidligere.

Ønsker ro

Den nuværende næstformand i menighedsrådet, Anne-Marie Dalbøge Bersan fra Kirkelisten, ønsker ikke at kommentere sagen.

Et nyt menighedsråd skal have konstitueret sig senest første søndag i advent.

Sognepræst Peer Lousdal maner til ro og kan berolige sin menighed med, at diverse arrangementer afholdes planmæssigt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.