EMNER

Menighedsudflugt til Danmarks top

BRØNDERSLEV:Brønderslev Menighedsråd arrangerer udflugt for menigheden i Brønderslev og Serritslev sogne onsdag 1. juni. - Vi kører ad naturskønne veje over Bjergby videre mod spidsen af Danmark, med et smut ind forbi Den Tilsandede Kirke til Skagen, fortæller Else Hansen, der er formand for Brønderslev Menighedsråds aktivitetsudvalg. Eftermiddagskaffen drikkes i den skønne restaurant "De 2 have", hvor der er mulighed for at nyde havudsigten. Efter kaffen kan man vælge en tur med Sandormen ud til den yderste spids af Danmark, en tur på Skagen Museum eller en shoppingtur. - Ja, man kan vælge det, man har mest lyst til, og vejret indbyder til, siger Else Hansen. Fra Skagen køres til Strandby Kirke, hvor sognepræst Brian Christensen vil fortælle lidt om den spændende kirke. Derefter fortsætter turen gennem det sommergrønne landskab til Dybvad Kro. - Her vil vi spise middag, inden turen går hjemover mod Brønderslev, fortæller Else Hansen. Der går bus fra Kornumgaard, Banegården, Nærbutikken i Knudsgade samt fra Sparekassen i Serritslev samt fra Brønderslev Kirke. Der kræves tilmelding til udflugten, og sidste dag er i morgen.