Meningen kommer med sproget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forfatteren Inge Eriksen og NORDJYSKEs udsendte på Drachmann-bænken.Foto: Lars Pauli

- Den store ide? Ja, det er der ikke noget svar på. Jeg tror altså ikke så meget på, at der er en overordnet ide med verden og universet. Jeg er barn af oplysningen, så for mig er den store ide den med aberne, ”the missing link”. Hver gang de finder det, mangler de et nyt. Men de har utroligt megen glæde af at tegne den udvikling. Jeg er meget interesseret i astronomi og har altid været det. Jeg har abonneret på tidsskriftet Scientific American, og der var en masse om livets opståen. The big bang, alle de store kugler, der kom ud af det, det var virkelig meget voldeligt – jeg har faktisk set det selv, på Sankt Helena, alle de typer af stenarter i enormt store foldede lag. Vi var et lille selskab, der blev stille. ”Her er vi ved begyndelsen”, følte vi, det ses på formationerne, hvor store kræfter, det var. På nordsiden af La Gomera vest for Tenerife står lagene lodret, ”Orglet” kaldes det. Men det er selvfølgelig uorganisk materiale. Vi skal jo lige have den grønne alge op at stå, før der bliver liv. Det lune vand, fuldt af mineraler, og så et lynnedslag, der spalter molekylerne, og så er vi i gang – de første proteiner. Og så hoster vi ellers på land, siger Inge Eriksen og udbryder: - Så grib det dog, det satans liv! – søde Steffen Brandt, og hans dobbelthed: ”Åh Gud, hvor åndssvagt” i næste linie. Og ”Læn Dem, læn Dem endelig ud”. - Meningen kommer med sproget. Algerne sagde nok ikke så meget. Selv om planterne jo faktisk har et sprog. De kan skrige. Men alligevel, sproget som vi forstår det er et krav, hvis vi skal kunne tale om en mening. Selv om det er en hoven holdning, for hvad ved vi om det? Katteelsker Hun har været dyreven og katteelsker, siden hun var barn. - De har jo masser af sprog, ører, halespids, øjnene! Jeg og kattene har diskuteret, siger jeg dig. ”Den imperiale Ming” var en stor hankat, stor og stærk og dybt fredelig – modsat hunkatten. Men han kunne godt udfordres. Og han blev udfordret af en strejfer en tordennat, jeg kunne høre dem skrige derude. Så jeg fór ud i natten, jeg lyste på dem med en stor lygte. De ænsede det ikke. De var KUN modstandere, det er en fantastisk koncentration om et projekt, som jeg synes er åndssvagt. Der er jo masser af plads, men de skal absolut slås om denne her! De er genetisk polymorfe, uendeligt mange forskelligheder, de kommer lige efter mennesket, hvad det angår. Og de tænker, det er udenfor enhver tvivl – de kan modulere stemmerne. Jeg havde en kat i Farum, Nicky, han talte. Han havde fem forskellige ord. Men deres logik er helt anderledes. Meningen med livet - Det er op til homo sapiens selv at tillægge det en mening. Når man har stået over for en død kommer erkendelsen stærkt, forskellen mellem liv og død er absolut. Det at have et liv er også at have et enormt ansvar. Da min bror døde nåede jeg lige akkurat ikke frem, før det var sket. Da min mor døde i Aalborg, var jeg på vej til Tokyo, men jeg nåede frem til hende. Både hun og min bror lignede koreanere. Det gjorde enormt indtryk på mig at være i Tokyo, i det dér aisatiske rum. Jeg sad i en af de fine parker, som en af de sidste kejsere havde bygget til sin elskede hustru, med karper i fine små søer. Og jeg var opfyldt af den tibetanske reinkarnations tanker. 47 døgn skal der gå, så kan de døde starte på en frisk. Og dér sad jeg så, den 47. dag, og tænkte ”Så, nu kan du komme tilbage og begynde igen”, og i det samme var der en karpe, der sprang op over vandet. Det er selvfølgelig mig selv, der lægger de ting i det – men på den anden side, karpen er altså en meget doven fisk. Fleksible danskere - Meningen med livet er helt enkelt, at det skal leves, ellers er det jo forgæves. Der er vel ingen anden mening. Jeg tror, det handler om at have en eksistentiel risikovillighed – læs f. eks. Ulrich Becks  ”Risikosamfundet”, han er en meget klog mand. Vi er kendt for det ude i verden, vi danskere – den fleksible dansker, den omstillingsparate.  Risikovilligheden findes i en forfærdelig masse mennesker. Da Siemens stoppede i Pandrup, kan jeg huske, var der en af kvinderne dér, som sagde: ”Jeg har altid drømt om at få en café i Aalborg. Nu gør jeg det”. Og alle de syersker, der blev gjort ledige ved industri-udflytningen til tredjelande de fandt også arbejde. Strukturen understøtter det, men det afhænger altid af det enkelte menneske. - Den store ide, tror jeg, er at vi skal være gode ved hinanden. Der er mange navne, mange eksistentielle filosofier, og det er altsammen sprog, der fylder huller ud i den nødvedige erkendelse. Det er sproget, der er det afdgørende for meningen – det siger jeg ikke, fordi jeg er forfatter, det giver bare mening: Jeg er helt sikker på, at der ingen mening er – den må vi selv tilføre. Det pålægger os et enormt ansvar – for så er det nemlig ikke spor ligegydigt hvad vi gør, og hvad vi siger. Hvis man lader den tanke synke helt ind, kan man blive svimmel. - Det er en sluttet cirkel. Jeg er ligeglad med om sproget eller meningen kommer først, hønen eller ægget, bare det bliver gjort operationelt: At man kan leve i overensstemmelse med det, man føler. Det er så vigtig en overensstemmelse: Politikerlede er jo en skuffelse over afstanden mellem ordet eller tanken og så handlingen. Heroiske helte - Selv fik jeg mine helte tidligt. Skolen og søndagsskolen var så fuld af manipulation og indoktrinering. Hvad de kunne finde på at sige til os af myter og løgne! Men jeg var kun ti, da damen ovenpå introducerede mig til den sorte jazz. Og bang! sagde det bare. Jeg lyttede og læste – alle disse heroiske mennesker. Lena Horne, Louis Armstrong, Mezz Mezzrow, Nat King Cole – deres kamp for ligeberettigelse og mod racismen, al den energi, de brugte, de var stærke fightere. Og sammen med krigens eftervirkninger og viden, slagskyggen fra kz-lejrene. Det skabte altsammen en meget stærk social bevidsthed og indignation, der har været med mig siden jeg var ti år. - Jeg mener virkelig, der er en forpligtelse i livet, man må selv vælge og selv bestemme. Afgørende er respekten for kategorien ”liv”. Har du ikke følt den, er du ikke en partner man kan regne med i en afgørende kamp. - Jeg har tabt mange kampe og haft mange skuffelser. Man går ikke uskrammet gennem et århundrede som vores. Værst er det at blive skuffet over sig selv – jeg sætter f. eks. stor pris på en anstændig omgangstone, og så kan man tage sig selv i at stå og bygge en vild aggressivitet op over fuldkommen ligegyldige småting. - Men der er også sejre. Da de 12 forfattere kom ud med deres udtalelse om Sandholmlejren, og da den uzbekiske journalist Dina Yafasovas Sandholm-dagbog kom, jamen, siden har det ikke stået stille. Det kører videre, der sker positive ting. Sprækker i systemet - Jeg har boet i nærheden af asylcentret i Tranum – det er bare så velfungerende – beboerdemokrati, skolegang, cafeer, ingen pigtråd her. Og det skyldes jo folkene, der kører det og ånden det gøres i. Lederen er fandme en skat – de skal lære at tale sig frem til resultaterne, og kan de ikke det, må de stemme. Det giver gensidig respekt og forståelse, men det er også det lange seje træk. Det skyldes, at der er folk med ansvarsfølelse, både i direkte forbindelse med centret, men også i egnen omkring. Det handler slet og ret om medmenneskelighed. - Eller tag det modsatte eksempel – privatiseringen, alle lover, at det bliver bedre, men det bliver det aldrig. De fyrer folk, de tager kaffepausen fra dem – og giver direktørerne millioner i gyldne håndtryk. Det er dårlig personalepleje og det giver dårlig service. Magtudøvere glemmer så let den menneskelige faktor – men intet system er monolitisk, der er altid sprækker, ”Liden tue…, den menneskelige faktor. Tag bare historiens mest monstrøse magtkonstruktion, USSR, DDR – pludselig var menneskene ikke bange mere. Det vokser langsomt og kommer pludseligt. Det kan også ramme korporationerne. - Det er den enkeltes ansvar, hvad vi siger og gør i vores liv. Og det er et stort ansvar. For alt afhænger af det enkelte menneske.