Aalborg

Meningsfrihed

Det er fint, at vi har ret til at søge lykken, forsamle os og gå med duelighedsmærker. Men der mangler noget i FNs erklæring om menneskerettigheder, i grundloven og i Grønspættebogen: Det er retten til ikke absolut at skulle have en mening om alting i denne verden. De kender sikkert den type, der har en holdning til lige meget hvad, der bliver smidt på bordet. Det være sig tønderkniplinger, Mark Strudal eller kærnemælkskoldskål med kammerjunkere. Jeg mener, at mine kønsfæller, nogle af dem, er langt værre på det område end kvinder. Også på det område, kunne man skrive. De, mændene, fatter sig sjældent i klædelig korthed, når de vil have en mening ud mellem sidebenene. Den kommer bare fra dem som spyt fra en lama. Hvad er der i vejen med, en gang imellem, at melde pas, stemme "ved ikke", holde kaje, bare lade snakken køre? Og, det er vigtigt!, man må endelig ikke at forsøge at dreje samtalen over mod noget, man mener noget om. I lange perioder har jeg skrevet anmeldelser i denne avis (og dens forgænger) af kulturelle begivenheder, store som små. Det kan være derfor, at jeg synes, det er ganske vidunderligt at se f.eks. teater og film, uden at det er "i embeds medfør". Og bagefter fuldstændig lade være med at forholde mig til, om det var skidt eller kanel. Bare ind ad det ene øre, ud ad det andet. Og tilsvarende med øjnene. Sådan kan man træffe et valg, tage bevidst stilling til, hvad man ikke vil tage stilling til. Sådan har jeg det for øjeblikket med den underlige happening i midtbyen, hvor der blev læst Kafka højt, angiveligt for at gøre opmærksom på en kunstudstilling. Bevares, forfatteren har jeg da en mening om. Men jeg tillader mig at lade være med at mene noget om dem, der læste højt.

Forsiden