Motionsidræt

Meningsfuld ateisme

Hvordan skal vi forestille os Gud? Om overhovedet! Det er jo mildest talt ikke en beskæftigelse, der holder os jordstrygende danskere hen i søvnløs virksomhed. Tværtimod. Vi har nok at gøre med det jordiske og det materielle; dét, der kan føles og mærkes, ses og høres, måles og vejes.

Én i den senere tid herostratisk berømt it- og finansjonglør blev for under ét års tid siden interviewet til tv. Her så man den hårdt pumpede direktør i sit motionstempel, hvor han dyrkede sin krop sammen med resten af den prustende menighed. Mens han sad på motionscyklen, stirrede han mærkeligt fjernt ud i rummet uden at fokusere på noget. Alligevel fornemmede man tydeligt hans fokus og determination. Selvom motionscyklen stod stille og ikke bevægede sig ud af stedet, var motionisten tydeligvis meget målbevidst, mens han taktfast trådte pedalerne ned og svedte sin modige sved. Og da direktøren bagefter blev spurgt til sin motion, talte han nærmest om den i religiøse billeder. Direkte adspurgt, om han var religiøs, svarede han ikke overraskende: ”Hvis man kan sige, at det at være religiøs, er at tro på sig selv, så er jeg religiøs”. I troen er der meget lidenskab. Det vil sige, at man investerer meget af sig selv i troen og det, som troen retter sig imod. For tro retter sig altid mod noget. Den stritter ikke bare ud i det rene ingen ting, men forsøger altid – bevidst eller ubevidst – et knytte sig til noget, som kan holde den på plads. Og dermed den, som troen udgår fra, på plads i et meningsfyldt univers. På en måde er troen at ligne ved en hånd eller arm, der griber ud efter et sted at holde sig fast ved, når man bliver usikker eller utryg. Ikke blot med en del af sig selv, sin økonomi, sit arbejde, sin familie. Men hele ens liv og eksistens. Religion betyder "at binde fast", men det er ikke snørebånd eller pakkebånd, religionen vil binde fast. Men derimod alle de spørgsmål om liv, død, mening, håb, kærlighed og eksistens, som ethvert normalt tænkende og levende menneske før eller siden stiller sig selv og andre. Og i troen ligger allerede en erkendelse af, at der på sådanne spørgsmål under ingen omstændigheder findes nogen direkte adgang eller facitliste, men at man må finde dem selv. Gerne sammen med andre. Vi er jo fælles om at stille spørgsmålene og er alle mennesker. Svarene på disse spørgsmål eller måden, hvorpå man med troen prøver at finde et svar, afhænger naturligvis af den familie og kultur, man vokser op i. Og det er næppe nogen tilfældighed, at den selvbevidste it-direktør fandt svaret i et motionscenter - hvor han interessant nok også fandt sine kone og mange af sine venner. ”Lige børn leger bedst”, kunne man fristes til at tilføje. Tanken ledes uvilkårligt i retning af den antagelse, at den på én gang selvbevidste og hensynsløse it-direktør slet ikke havde hverken sin tro, sin religion, sit blik, sig selv eller svarene på sine eksistentielle spørgsmål rettet udad mod hverken andre eller den verden, som omgav ham. Men derimod indad mod sig selv. Hans Gud ikke alene lignede ham selv. Det var ham selv. Og med det, vi alle véd om hans virksomhed indtil videre, opførte han sig også som en Gud, der som bekendt tildeler sig selv al magt og derfor kan tillade sig hvad som helst. Da det for alvor kneb, ofrede han alt. Undtagen sig selv! Det uhyggelige er, at der på internettet er oprettet såkaldte blogs, hvor denne it-direktør bliver hyldet for sin respektløshed. Måske samler der sig omkring hans person nu en art religiøs kult, hvilket utvivlsomt tilføres et ekstra, esoterisk element ved, at han er fysisk fraværende. En art rent åndeligt legitimeret selvoptagethed, som åbenbart finder genklang i vores moderne individualistiske kultur. Og kunsten består nu ikke i det, enhver af os kan finde ud af: nemlig at tage afstand fra manden. Men at finde dét i hans måde at gebærde sig på, hvori vi ligner ham og derved bærer med på værdier, som forsyner en sådan adfærd med legitimitet. Dér kan jeg pludselig godt få øje på en meningsfuld ateisme: at fornægte sig selv som Gud. Religionskritik i det private rum. Dét er da en begyndelse … Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.