EMNER

Menneskejagt i pressen

Så gik menneskejagten fra pressens side ud over familieminister Henriette Kjær (K).

Nu er jeg i en situation, hvor jeg socialt slet ikke kan identificere mig med Henriette Kjær. Jeg er førtidspensionist. Partimæssigt heller ikke. Jeg er socialdemokrat og vil nok altid være det. Det eneste jeg er uenig med mit pari i, er som tidligere nævnt 24 års reglen. Det forhindrede mig selvfølgelig ikke i, ved det netop overståede valg, at stemme socialdemokratisk. Jeg håber "fejlen" bliver rettet inden næste valg? Jeg så pressemødet med Henriette Kjær. Når man ser, hvad, en sådan "plantet" historie kan gøre ved et menneske, må man græmmes. Er der sket noget ulovligt? Er der misbrugt offentlige midler? Har det skadet nogen? Nej, det var rent privat. Der er mange fortilfælde. Da Pia Gjellerup (S) var justitsminister, blev der "afsløret" nogle regnskabsmæssige uregelmæssigheder på et af fagbevægelsens kursusejendomme. Hun måtte også gå af. Senere viste det sig, at hun overhovedet ikke havde noget med det at gøre. Altså havde hun ikke misbrugt offentlige midler. Hun havde heller ikke bragt andre i fare. Den tidligere trafikminister Jakob Buksti (S) blev taget i en hastighedskontrol. Kunne han have skadet andre? Ja, i høj grad. Han blev heller ikke genvalgt ved valget. Den tidligere justitsminister Hans Engel (K) kørte spirituskørsel. Var han til fare for andre? Ja, i den grad. Han måtte selvfølgelig gå af. Finansminister Thor Pedersen (V) er blevet afsløret i gentagne lovovertrædelser med hektarstøtte. Har han måttet drage nogen konsekvenser? Næh, overhovedet ikke. Når nu det skulle være tilfældet, at de borgerlige skulle danne regering, har jeg altid syntes - rent menneskeligt - at Henriette Kjær var en af de positive, ligesom Connie Hedegård. Det blev mere end antydet, at historien var plantet hos TV2 af et Venstre-medlem. Henriette Kjær var vist ikke det mest populære valg i søsterpartiet i regeringen. Jeg håber det ikke? Når politik kommer op på det plan, er det temmelig blodigt. Der er mange med knive i ærmet.