Hobro

Menneskekæde krydsede torvet

Omkring 100 mennesker deltog i fredelig aktion for samhørighed mellem folkeslagene

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Menneskekæden nåede et pænt stykke ned ad gågaden i Hobro.

HOBRO:Da kirkeklokken begyndte på sit middagssignal, tog henved 100 mennesker i går hinanden i hånden og dannede en lang kæde på tværs af Hobros Store Torv. Rækken af mennesker nåede et pænt stykke hen ad gågaden. Her var ingen store bannere eller aggressive slagord. Ej heller brændende flag eller hjelmklædte politifolk. Kun almindelige mennesker, som holdt hinanden i hånden i nogle minutter, mens ostemanden og fiskesælgeren fortsatte deres handel fra stadepladserne på torvet. Stille og fredsommeligt protesterede de. Det var den hobroensiske buschauffør Lars Bordignon, som havde kaldt til aktion med et budskab om fred oven på den voldsomme uro og konflikt som følge af profettegningerne i Jyllands-Posten. Én af dem, der havde taget opstilling i kæden, var Lars Pedersen fra Hobro. - Jeg vil gerne være med til at sige, at vi skal vise hinanden respekt på tværs af landegrænser og kulturer. Dette er et frisk initiativ, og det er vist sjældent, sådan noget sker i Hobro, sagde han. De fleste deltagere stod tavse og rolige, mens enkelte opfordrede forbipasserende til at gribe fat i enden af kæden. - Vil I ikke være med til at demonstrere for fred? opfordrede de. Efter nogle minutter brød Lars Bordignon kæden, takkede og alle klappede. Han strålede glad og tilfreds. - Jeg synes, det er flot med så mange. Vi siger, at nu må det stoppe. Det er en fredelig protest. Menneskekæden er et symbol på fred. Når man holder hinanden i hånden, kan man jo ikke slå på hinanden, sagde den hobroensiske buschauffør, som impulsivt følte et behov for handling, efter de seneste dages vrede i verden. Lars Bordignon kunne også glæde sig over, at budskabet ikke kun nåede ud til de forbipasserende. Begivenheden fik nemlig stor pressedækning med deltagelse af både elektroniske og trykte medier.