Menneskeligt fejlgreb

Et flertal i Folketinget vil begrænse/afskaffe den kendte model for efterlønnen.

Diskussionen herom har bølget længe. De allerklogeste økonomer og pressekommentatorer har udspyet fråde og galde over en fleksibel model for udtræden af arbejdslivet. Økonomiske argumenter er brugt i stor stil. Samfundets udbytte af at afskaffe efterlønnen er desværre ikke så stor som efterlønnens banemænd har stillet i udsigt. De grupper, der i størst omfang gør brug af efterlønnen som deres udgang af arbejdsmarkedet mennesker med en kort uddannelse, der har varetaget hårdt fysisk arbejde gennem mange år og som ofte er debuteret i en meget ung alder på arbejdsmarkedet, ja, disse grupper fik ikke stort udbytte af de skattelettelser, som VK og Dansk Folkeparti har strøet om sig med. Imidlertid er økonomien og skæv fordelingspolitik efter min ringe mening ikke de værste ofre for afskaffelsen af den nu kendte efterlønsmodel. Det helt store gode ved efterlønnen har været, at den enkelte lønmodtager personligt har haft mulighed for at vurdere og afgøre sit farvel til arbejdsmarkedet. Gennem et langt arbejdsliv opstår der hos os alle skavanker af den ene eller anden art, måske ryggen, et knæ, en kronisk lidelse, der kræver medicinsk behandling alt sammen elementer, der påvirker den enkeltes ønske om at trække sig fra arbejdsmarkedet. Med efterlønsordningen har det enkelte menneske kunnet sætte sit fokus på det hun eller han glæder sig til når arbejdet ikke længere kalder hver dag. Nogen ønsker mere tid til familien, andre har en hobby de gerne vil gøre mere ved og sådan er vi vidt forskellige. Det fælles er, at efterlønsordningen har givet os mulighed for at glæde os til den tilværelse, der kommer efter arbejdslivet, det har bevirket, at vi i Danmark har en stor gruppe positive mennesker, der brugte deres mentale overskud til at gå fra arbejdsmarkedet med værdighed og for en stor part har de jo selv finansieret ordningen. Det system, VK, Dansk Folkeparti og De Radikale nu vil tilbyde den samme gruppe borgere, er, at hver enkelt skal vurderes ud fra pensionslovgivningens regelsæt. Dette regelsæt indebærer, at man skal samle alle de skavanker, der plager i hverdagen, få dem til at summere op til at der ikke er en resterhvervsevne og dermed - negativt - dokumentere at helbredet ikke længere slår til på arbejdsmarkedet. Denne procedure medfører, at vi kommer til at sætte fokus på alt det der plager og fratræden på arbejdsmarkedet vil være præget heraf, glæden er forduftet og værdigheden er reduceret til minimum fordi man skal vurderes af systemet! Når vi kommer til den situation, at vi mangler arbejdskraft, bør vejen være, at virksomhederne fører en klog politik, der indebærer, at man gerne vil blive på sit job. Den situation sættes også over styr med VKO og De Radikales aftale. Det er ærgerligt at mistroen til mennesket og troen på systemet er blevet drivkraften for flertallets politik og det på trods af, at Dansk Folkeparti netop har slået sig op på at være værnet mod dette. Heldigvis findes der en bedre vej, og den håber vi bliver farbar med et godt valgresultat.