Sygdomme

Mennesker eller system

I de fleste menneskers hverdag fylder de daglige opgaver med familie, job og fritid så meget, at vi ofte overser nogle af de sammenhænge, som kan ramme, hvis alt ikke kører i de vante rutiner. Nogle forhold kan vi selv ændre og gør det jævnligt, mens vi i andre er dybt afhængige af nogle valg, som andre har gjort.

For samfundet er det måske en lille sag, at en families eksistens og sammenhæng er ved at falde til jorden på grund af pludselig opstået sygdom, der bevirker, at den ene travle ægtefælle må flytte sig fra at være aktiv familiefar og forsørger i højt gear til at være patient med et langt behandlingsforløb forude. For familien er det imidlertid en nærmest altoverskyggende hændelse, der vender op og ned på hele tilværelsen. Et ret almindeligt forløb i en sådan sag er, at den første tid med sygdom er så hektisk, at man dårligt nok når at overveje de langsigtede konsekvenser. Heldigvis er det da også sådan, at rigtig mange forløb ”nøjes” med at være kortvarige, og så kan man vende tilbage til job og familielivet igen. Imidlertid er der mange forløb, hvor den første akutte fase efterfølges af et længere behandlingsforløb, en lang efterbehandling og genoptræning, der måske ikke giver mulighed for at vende tilbage til job på samme vilkår som hidtil. De fleste af os, tror jeg, har en sikker overbevisning om, at der er plads og tid til at gennemføre sådanne forløb uden at familier skal risikere at falde fra hinanden af økonomiske årsager. Faktisk kan man hævde, at den økonomiske sikring er den mindste del, da de sociale og helbredsmæssige virkninger er langt sværere at gøre noget i forhold til. Det er desværre sådan, at der på initiativ af den nuværende regering er indført nogle meget håndfaste vilkår, som kan slå benene helt væk under en familie. Det er specielt den faste varighedsbegrænsning på 52 uger for sygedagpenge, der i praksis opleves benhård. Mange kan mene ja, men på et år så burde man da være færdigbehandlet og afklaret på hvad man fremtidigt kan klare. Desværre er det ikke sådan for alle. Oven i varighedsbegrænsningen på sygedagpenge kan man så lægge de meget skrappe regler for at overgå til en eller anden form for pension. Rigtig mange mennesker støder ind i det paradoks der hedder: For rask til pension og for syg til at arbejde. Senest har beskæftigelsesministeren varslet et lovforslag, der indeholder følgende elementer: Senest 8 uger efter første sygefraværsdag, skal kommunen afholde første samtale. Herefter mindst hver 4. uge. Hvis samtale ikke kan ske ved personlig fremmøde, skal det ske over telefon. Hvis den sygemeldte ikke er i stand til at møde op til samtale eller ikke svarer sin telefon, kan kommunen stoppe sygedagpengene. Som noget nyt indføres der regler om aktivering af sygemeldte. Aktiveringstilbuddene skal følge lov om aktiv beskæftigelsespolitik. Dvs. at der er tale om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. Aktiveringstilbuddet skal som hovedregel have en varighed på mere end 10 timer pr. uge. Det krav kan fraviges, hvis kommunen kan dokumentere, at den enkelte ikke kan overkomme så mange timer. Aktiveringskravet kan også overholdes, hvis den enkelte har 10 timer eller mere på egen arbejdsplads. Kommunerne får 65 pct. i refusion, når der aktiveres og 35 pct. når der ikke aktiveres. Indføres sådanne regler vil sygdomsramte borgere i endnu højere grad mødes med krav, der afspejler refusions- og systemtænkning frem for hensyn, der tager udgangspunkt i sygdomsforløb og sociale forhold. Oven i varighedsbegrænsningen på sygedagpenge kan man så lægge de meget skrappe regler for at overgå til en eller anden form for pension. Rigtig mange mennesker støder ind i det paradoks der hedder: For rask til pension og for syg til at arbejde. Talrige henvendelser over den seneste tid har bekræftet dette og vi har samfundsmæssigt en opgave i at få undersøgt om reglerne er blevet for umenneskelige og alene er skruet sammen for at tilgodese systemet og dermed har tilsidesat mennesket, som burde være omdrejningspunktet for indsatsen i både sundheds- og socialvæsenet. Fra socialdemokratisk side vender vi os mod indførelse af sådanne regler og har vi taget fat på at formulere forslag til, at vi igen kan få et samfund, der indretter sine regler for mennesker og ikke som vi oplever det nu nogle mennesker, der ubetinget må indrette sig efter systemet.