Kaj Christiansen fik Vækst og Vilje Erhvervsprisen

Han takkede ejerne af værftsgrunden Lauritzen Gruppen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kaj Christiansen fik Vækst- og Viljeprisen for at skaffe midler og udvikle Frederikshavn Maritime Erhvervspark efter Danyard lukkede i 1999. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Det var en stolt og ydmyg Kaj Christiansen, der modtog dagens Vækst & Vilje Erhvervspris foran mere end 290 deltagere for at have gjort en betydelig forskel for det lokale erhvervsliv med etableringen af Frederikshavn Maritime Erhvervspark (FME), som opstod efter lukningen af Danyard-værftet i 1999.

- Jeg er utrolig glad for den anerkendelse – især set i lyset af de andre nominerede. Æren tilfalder dog ikke kun mig og mine idéer. Det var nødvendigt at have et bagland, som var med på at føre de idéer ud i livet, og det var Lauritzen Gruppen, der ejede Danyard. De var med på idéen om at skabe noget nyt, i stedet for bare at lukke noget ned, siger Kaj Christiansen, der overgav posten som direktør for FME sidste år, men han sidder stadig i bestyrelsen for FME og er direktør for DOKØEN (det gamle værftsområde), som han selv har investeret i, og følger fortsat udviklingen på havnen tæt.

Det var 15. gang, at der i dag blev afholdt Vækst og Vilje af Erhvervshus Nord, Arena Nord og Frederikshavn Kommune med Spar Nord og Beierholm som sponsorer. Her kårer Frederikshavn Erhvervsråd de kandidater, som har haft betydning for vækst og udvikling i lokalområdet. Kaj Christiansen er kun den anden, som modtager prisen personligt – den anden var Jeppe Ørskov i 2006.

Kaj Christiansen er en den enkeltperson, som har haft allerstørst betydning for udviklingen af Frederikshavns nyere erhvervshistorie. Han kom til Frederikshavn som økonomidirektør på Danyard-værftet, som lukkede i 1999. Efter lukningen af Danyard var det Kaj Christiansens fortjeneste, at der som opstod en ny virksomhed af asken fra det lukkede værft, siger Karl Erik Slynge.

Kaj Christiansen havde visionen og så mulighederne for et nyt erhvervseventyr. Ved at omdanne havnearealet til Frederikshavn Maritime Erhvervspark (FME) gav det grobund for det, der i dag er en af Danmarks stærkeste maritime klynger inden for service og reparation. Havnearealet er i dag beboet af mere end 30 virksomheder, mens 50 lejere er en del af kontorhotellet i Kattegat Siloen, der blev omdannet fra en gammel kornsilo til moderne kontorbygning.

Kaj Christiansen kunne ikke selv forudsige, hvor havnen ville være i dag – med milliardudvidelser og stor aktivitet. Men han har aldrig været i tvivl om, at den maritime DNA er en del af Frederikshavns fortid og fremtid.

- Vi stod dengang i en dyb krise med lukningen af værftet og det toldfrie salg forsvandt, som havde stor betydning for detailhandlen. Så ingen kunne forudsige, hvor havnen er i dag med store investeringer og udvidelser. Det er resultatet af, at Frederikshavn er rundet af at være en værftsby, og den DNA skal vi også leve af i fremtiden. Jeg er glad for, at et samlet byråd har vedtaget, at vores havn er en erhvervshavn, og det skal den blive ved med at være, siger Kaj Christiansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.