Malthe på podiet i europæisk Le Mans-debut

Anden afdeling af European Le Mans Series køres i Ardennerne i Belgien 7.-9. august

Malthe Jakobsen, til højre, på podiet sammen med James Dayson, til venstre, og Ryan Harper-Ellam. Foto: Xynamic

Malthe Jakobsen, til højre, på podiet sammen med James Dayson, til venstre, og Ryan Harper-Ellam. Foto: Xynamic

LE CASTELLET: Skridtet op til European Le Mans Series (ELMS) ser ud til at være den rigtige satsning for den racerkører Malthe Jakobsen. Søndag eftermiddag 19. juli sikrede han og medkørerne James Dayson og Ryan Harper-Ellam fra RLR Msport sig en tredjeplads i årets første løb på Circuit Paul Ricard i Le Castellet, der ligger tæt ved Marseille i Frankrig, fremgår det af en pressemeddelelse.

Allerede i fredagens frie træning havde thyboen sat et par stærke omgangstider, og kombineret med to hurtige medkørere var der lagt op til en stærk weekend. Forventningen blev kun forstærket, da Malthe Jakobsen lørdag eftermiddag satte tredjehurtigste omgangstid i kvalifikationen til løbet, fremgår det.

- Vi havde et godt setup på bilen, og med sådan en kvalifikation vil jeg gerne indrømme, at jeg håbede på, at vi kunne få en pokal med hjem i dag, lyder det fra Malthe Jakobsen, der af teamet blev valgt til at være første mand i bilen under søndagens fire timer lange racerløb. Og det var en oplevelse af de store da starten gik:

- Det var virkelig en intens oplevelse. Alle biler kørte virkelig tæt, og hastigheden fløj i vejret allerede, inden løbet var givet frit. Pludselig satte nogle af bilerne foran hastigheden ned igen, men den række af biler, jeg var i, holdt tempoet, så jeg var sådan set oppe på andenpladsen, allerede da vi kom til første sving, fortæller Malthe Jakobsen, som overordnet kan være meget tilfreds med sin indsats i de godt 68 minutter, han fik i bilen:

- Det gik rigtig godt. Bilen kørte lige, som den skulle, og jeg følte mig egentlig ovenpå det meste af tiden. Det absolut sværeste var, da de hurtigere LMP2-biler begyndte at komme bagfra for at overhale mig med en omgang - da skulle jeg både holde øje med GT-bilerne foran mig og LMP2’erne bagved. Det har jeg også fået at vide, at jeg skal have øvet mig mere på, siger Malthe Jakobsen, der afleverede bilen på førstepladsen til sin canadiske medkører James Dayson:

- Jeg vidste faktisk slet ikke at jeg førte løbet. Da jeg kom ud af bilen fik jeg bare at vide, at det var godt kørt. Det var først, da jeg selv kiggede på skærmen og kunne se, at vi førte, at jeg fandt ud af det. Men det er fedt at vi kan være med helt i toppen.

De fire timers racerløb endte med RLR Msport’s Ligier LMP3-bil på tredjepladsen, og dermed har Malte Jakobsen allerede sikret sig sin første pokal i European Le Mans Series. Han er imidlertid ikke sen til at give æren videre for resultatet:

- Selvfølgelig kræver det, at vi kører stærkt, men teamet har gjort et fantastisk stykke arbejde med at få bilen til at køre perfekt og efterfølgende at lægge den rigtige strategi og træffe gode beslutninger under løbet. Jeg er virkelig kommet til et professionelt team, og jeg tror ikke, at denne pokal bliver den sidste i år, lyder det fra den unge kører.

Malthe Jakonsen fra Sennels og RLR Msport deltager i anden afdeling af European Le Mans Series på belgiske Circuit de Spa-Francorchamps i Ardennerne i dagene 7.-9. august.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden