Psykolog er klar til at spille en hovedrolle for Hjørring Teater

Anette Dige Ovesen bliver fra nytår ny leder: - Teater er med til at gøre os til hele mennesker

Anette Dige Ovesen har fyldt sit arbejdsliv med stor variation og flere modige - og måske lidt overraskende - sporskift. Fra revisor til uddannelsesleder for handelsgymnasiet, over psykologstudiet til privatpraktiserende psykolog og nu som leder af Hjørring Teater. Foto: Bente Poder

Anette Dige Ovesen har fyldt sit arbejdsliv med stor variation og flere modige - og måske lidt overraskende - sporskift. Fra revisor til uddannelsesleder for handelsgymnasiet, over psykologstudiet til privatpraktiserende psykolog og nu som leder af Hjørring Teater. Foto: Bente Poder

HJØRRING:Når Inge Reenberg forlader scenen som daglige leder for Hjørring Teater, overtager Anette Dige Ovesen rollen. Og med hende får teaterforeningen en afløser, der er fascineret af teateruniverset. Samtidig har hun i sit arbejdsliv oparbejdet en gedigen værktøjskasse fyldt med nyttige rekvisitter til at løse opgaven.

- Jeg har altid være interesseret i teater, fortæller Anette og indrømmer, at hun for flere år siden tænkte, at stillingen som teaterleder i Hjørring måtte være intet mindre end en drømmestilling.

Efter nytår er drømmestillingen hendes.

- Der er meget viden, jeg ikke har, så jeg vil være i mesterlære, siger Anette Dige Ovesen. Hun har allerede nu fået introduktion til arbejdet af afgående leder Inge Reenberg. Foto: Bente Poder

- Der er meget viden, jeg ikke har, så jeg vil være i mesterlære, siger Anette Dige Ovesen. Hun har allerede nu fået introduktion til arbejdet af afgående leder Inge Reenberg. Foto: Bente Poder

Dannelse og glade stunder

Anette Dige Ovesen har gennem mange år været abonnent hos Hjørring Teater og kender derfor både scenen og publikum på Vendelbohus. Hun nyder både de dybe forestillinger, der kalder refleksion og de mere muntre scenerier, der giver et godt grin.

- Jeg nyder at gå i teateret med gode venner - det er altid en rigtig god oplevelse.

- Teater er meget dannende, og det er med til at gøre os til hele mennesker. Det giver os en masse glade stunder, grin, fællesskab og samvær - og vi lærer noget om os selv. Teater giver os også chance for at forholde os til de svære ting sådan lidt på afstand. Vi kan forholde os til det og tage dét ind, som vi nu kan rumme. Så på den måde er der meget psykologi i teateret, siger Anette Dige Ovesen, der er privatpraktiserende psykolog med klinik hos Psykologerne i Strømgade.

Hun fortsætter arbejdet i klinikken på deltid - sideløbende med, at hun skal passe deltidsstillingen som leder af Hjørring Teater.

Leder i mesterlære

Anette Dige Ovesen vil som ny leder suge til sig af viden og råd fra alle gode kræfter i kredsen omkring Hjørring Teaters.

- Der er meget viden, jeg ikke har, så jeg vil være i mesterlære, smiler hun - blandt andet med henvisning til bestyrelsen og den afgående leder.

- Jeg vil stikke fingeren i jorden og få en fornemmelse af opgaverne. Og det er rigtig dejligt, at Inger Bjørn, der er frivillige på kontoret, også kan være med til at hjælpe mig ind i arbejdet.

Den nye leder når ikke at få sit fingeraftryk på teatersæsonen 2022-23. Forestillingerne er nemlig allerede planlagt. Men hun har netop deltaget i sit første bestyrelsesmøde, hvor indkøbene blev gennemgået og drøftet.

En lille krølle på historien er, at formand for Hjørring Teater - advokat Anne Mette Ovesen - er svigerinde til den nyansatte leder.

- Og hun var ikke med til at ansætte mig - ansættelsesudvalget var uden formanden, understreger Anette Dige Ovesen.

- Og vi vil selvfølgelig være meget bevidste om at adskille privatliv og teateret.

Ud på mountainbike

Anette Dige Ovesen er 55 år, og hun bor i Hjørring sammen med sin mand Morten.

Parret har tre døtre Nicoline på 21 år, der lige nu er på højskole, men vender retur til jul samt Pernille på 23 og Katrine på 27 år, der begge bor på Sjælland. Og turene til Sjælland bliver ofte kombineret med en tur i teater i hovedstaden.

Anette Dige Ovesen bruger gerne en del af sin fritid i naturen - og gerne på mountainbike sammen med sin mand. Og så nyder de begge at rejse ud i verden i det omfang corona-pandemien tillader det.

Overraskende jobskift

Anette Dige Ovesen har fyldt sit arbejdsliv med stor variation og flere modige - og måske lidt overraskende - sporskift.

Hun begyndte sin professionelle karriere som revisor ved BDO, og hun mødte sin mand Morten Ovesen indenfor branchen.

- Vi fik børn, og det er altså ikke let for to revisorer at have små børn. Der er så mange timer i jobbet - især i forårssæsonen.

Anette Dige Ovesen tænkte derfor i nye muligheder.

- Jeg blev lærer i økonomi på handelsgymnasiet på EUC Nord i 1995.

Efter kort tid blev hun studievejleder og senere økonomi inspector. Fra 2004 til 2008 bestred hun jobbet som uddannelsesleder for handelsgymnasiet.

- Det var der også rigtig mange timer i, smiler Anette, der valgte at skifte fast job og god løn ud med psykologistudiet på universitet og fem år på SU.

- Jeg skulle prøve noget nyt, smiler hun.

I 2014 blev hun psykolog, og siden har hun praktiseret i klinikken i Strømgade.

Og nu åbner hun igen en ny akt i sit arbejdsliv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden