Bortførelser

Menneskeret: USA må igen på banen

WASHINGTON:Barack Obama må generobre USA's lederskab på menneskerettigheder globalt, som er blevet sat overstyr af afgående præsident George W. Bush med Guantanamobasen og andre skandaler, sagde menneskeretsorganisationen Human Rights Watch (HRW) onsdag. I en 564-sider lang rapport om menneskeretssituationen rundt om i verden fastslår HRW, at regeringer, der modsætter sig grundlæggende menneskerettigheder, herunder Kina og Rusland, har nydt godt af det vakuum, USA har efterladt. HRW, der har hovedkvarter i USA, lægger skylden på præsident Bush og hans tilsidesættelse af hævdvundne principper, blandt andet modstand mod tortur, i forbindelse med den amerikanskledede krig mod terror, men siger, at Obama kan udbedre skaden, efter at han indsættes i Det Hvide Hus 20. januar. - For første gang i næsten et årti har USA muligheden for at genvinde troværdighed globalt ved at lægge Bush-regeringens krænkende politik bag sig, skriver Kenneth Roth, direktør for HRW. Skandaler under Bush-æraen - tilbageholdelse uden rettergang på Guantanamobasen, chokerende afsløringer af overgreb i det amerikanskdrevne Abu Ghraib-fængsel i Bagdad og de mørklagte bortførelser af terrormistænkte rundt om i verden - har gjort, at Washington har mistet den moralske førerstilling, fastslår rapporten. - At vende denne modbydelige politik må have højeste prioritet for Barack Obama, hvis den amerikanske regering skal indtage en troværdig førerstilling på menneskeretsområdet, skriver Roth. HRW's årsrapport, der dækker 90 lande, retter søgelyset på de lidelser, civile er udsat for i forbindelse med en række krige og konflikter, blandt andet i Afghanistan, Georgien, Israel og Sri Lanka. Lande, der tiltrækker sig opmærksomhed på grund af politisk undertrykkelse, tæller blandt andet Cuba, Iran, Kina, Myanmar, Nordkorea, Saudi-Arabien, Usbekistan og Zimbabwe, mens Frankrig, Storbritannien og USA kritiseres for krænkelser i forbindelse med terrorbekæmpelse. HRW siger, at modstandere af menneskerettigheder har vundet en række sejre i 2008. FN's overvågning af menneskeretssituationen i Usbekistan, Iran og DRCongo er blevet udvandet, hvilket også gælder kritikken af militærregeringen i Myanmar, hedder det i rapporten.