Danmark

Menneskerets-direktør: Lovgivning er ikke nok

Danmark har brug for handlingsplaner på en række menneskerettighedsområder, mener menneskerettighedsekspert.

Menneskerets-direktør: Lovgivning er ikke nok

Det er en rigtig god idé, at justitsminister Morten Bødskov (S) har nedsat et ekspertudvalg, der blandt andet skal vurdere, om Danmark skal skrive flere internationale konventioner ind i dansk ret, og om danskerne skal have flere muligheder for at klage til FN-komitéer.

Det mener Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, som selv er repræsenteret i udvalgsarbejdet.

Men han ærgrer sig over, at kommissoriet ikke er mere omfattende.

- En ting er lovgivningen. En anden ting er det politiske og praktiske arbejde med at få gennemført menneskerettighederne ude i virkeligheden, så at for eksempel børn eller handicappede ikke har behov for at klage. Her savner jeg en mere systematisk og professionel indsats, siger Jonas Christoffersen til Ritzau.

Udvalget skal komme med anbefalinger om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - Danmark for det første bør indarbejde flere menneskerettighedsinstrumenter i dansk ret og tilslutte sig den individuelle klageadgang til yderligere FN-komitéer.

Desuden skal den se på, om Danmark bør ratificere den 12. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om et generelt diskriminationsforbud.

- Kernen i det her udvalgsarbejde er at forsøge at give borgerne en bedre retsbeskyttelse, men der skal mere til, før vi i Danmark kan være tilfredse, siger Jonas Christoffersen.

Han mener, der er behov for nationale handlingsplaner på en lang række områder som for eksempel frihedsberøvelser, handicapområdet og børneområdet.

- Det her udvalgsarbejde går ikke ud på at finde ud af, hvordan man kan kortlægge, registrere og sikre en opfølgning på de menneskeretslige forpligtelser i praksis. Det bør være det næste store skridt, siger Jonas Christoffersen.

- Men det er godt at få endevendt temaet om fordele og ulemper ved at gå længere ind i det internationale menneskerettighedsarbejde. For det er ikke altid let at finde ud af, hvordan man skal gøre det, siger Jonas Christoffersen.

Han er også glad for at udvalget er bredt sammensat med repræsentanter fra for eksempel børneområdet, handicapområdet, dommerforening og advokatrådet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.