Dyr

Menneskeskjolde i Irak beskylder Rumsfeld for løgn

KØBENHAVN:Organisationen Human Shields, der har flere hundrede menneskelige skjolde placeret i Irak for at forhindre amerikanske og britiske fly i at bombe vigtige civile installationer, anklager den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld for bevidst at lyve og vildlede medierne. Søndag blev Donald Rumsfeld interviewet til den amerikanske tv-station CNN af journalisten Wolf Blitzer, som spurgte forsvarsministeren, om tilstedeværelsen af menneskelige skjolde ville få USA til at afstå fra at bombe udvalgte mål i Bagdad. Det skete på baggrund af rapporter fra de journalister, der følger de amerikanske styrker ved fronten, om, at irakerne placerer de menneskelige skjolde ved militære og strategiske mål. Donald Rumsfeld svarede, at de amerikanske styrker er i besiddelse af luftfotografier, som bekræfter tilstedeværelsen af menneskelige skjolde, og han anklager irakerne for at stå bag og for at overtræde international lov. - Irakerne har skrevet på toppen af nogle bygninger, at der er menneskelige skjolde dér. Det er en overtrædelse af international lov. Irakerne har en praksis med at overtræde international lov og ignorere internationale konventioner og aftaler, sagde Donald Rumsfeld til CNN. Men organisationen Human Shields, der i februar sendte hundreder af frivillige til Irak som menneskelige skjolde, afviser kategorisk enhver antydning af, at de er blevet beordret til nøje udvalgte militære og civile installationer af det irakiske styre. - Så prøver de (amerikanerne, red.) igen at fortælle alle, at vi er blevet anbragt af irakerne, og at vi er blevet placeret ved militære mål. Men det er godt at høre, at de har set de Humans Shields skilte, som vi har malet, skriver organisationen på internetsiden humanshields.org. Blandt de menneskelige skjolde er den 57-årige vejlenser Helene Dreyer, som opholder sig på 7. April Vandværket i en nordlig forstad til Bagdad sammen med 13 andre skjolde. Hun har flere gange forklaret til Ritzau, at hun selv har valgt, hvor hun ville placere sig, og at irakerne på intet tidspunkt har forsøgt at lægge pres på hende for i stedet at beskytte militære installationer. /ritzau/