Menneskesyn på prøve

I begyndelsen af januar holdt Kommunernes Landsforening et ”økonomisk topmøde” i Århus.

Temaet var naturligvis den stramme økonomi. Man talte bl.a. om udgifterne til ”specialområdet”, dvs. en række af de udsatte grupper. En række borgmestre gav deres bud i debatten. Et par sjællandske af slagsen kom med forbløffende udtalelser. En ung mand fra Sydsjælland skulle have mennesker om sig hele døgnet – og det koster selvfølgelig mange penge. Den tid skulle nu være forbi: ”for man skal bare give ham en pille, så han slapper helt af”, som det blev sagt. Den unge mand kan altså se frem til et liv som zombie resten af sin tid. En anden borgmester ville sende sin ”udgave” på Sikringen i Nykøbing Sjælland. Dette er den mest lukkede institution i Danmark præget af sluser, låste døre, cellelignende rum osv. Forleden kunne man på TV 2's hjemmeside læse om en mand, der havde været fikseret – dvs. bundet – i otte år. Europarådets Torturkomité har flere gange udtalt, at brugen af bæltefiksering i Danmark ligner tortur, og at der ikke er nogen lægelig begrundelse for omfanget. Danmark bruger fikseringen langt mere end andre lande. Gennem mange år har der været et politisk krav om, at antallet af bæltefikseringer blev sat ned. Alligevel viser de seneste tal – eksempelvis på Sikringen – at antallet er fordoblet. Torturkomiteen har påpeget, at den såkaldte oppegående fiksering, dvs. hvor patienten får spændt en rem om håndled, gennem en ring i mavebæltet og ned til anklerne er nedværdigende. Metoden blev herefter stoppet. Sundhedsministeren har nu foreslået, at den skal genindføres. Han har i øvrigt også gjort sig til talsmand for hyppigere fiksering. Endnu flere mennesker kan altså se frem til at stifte bekendtskab med læderbælter om mave, håndled eller ankler. Danmark praler ofte af menneskerettigheder og menneskeværd. Men værdierne gælder åbenbart ikke de udsatte mennesker. Devisen synes at være: Ikke se, ikke høre, ikke eksistere. Umenneskeligheden i Danmark trives under lukkede forhold. For det er jo umenneskeligt. Selvfølgelig kan tvang være nødvendig, men så længe og så ofte? Det er jo forunderligt, at nogle afdelinger i landet bruger megen tvang – andre lidt. Jeg havde en ven, der for nogle år siden kunne dokumentere, at flyttede en overlæge fra en afdeling med megen tvang til én med lidt, så gik tvangen ned på den første og op på den anden. Det vil sige, at det også handler om indstilling, omsorg og ressourcer. Hvis man kan ”læse” patienterne, kan man ofte undgå at situationer udvikler sig og fiksering er nødvendig. Et godt eksempel er den sociale institution Helsegården ved Sindal. Her går 15 mennesker rundt uden tvang og med mindre medicin end før. Men de kommer ofte fra et liv med hyppige bindinger og tårnhøje doser medicin. Hvad er det egentlig, der sker? Jo, de bliver taget alvorligt, opfattet som mennesker og ”bliver læst” rigtigt. De har fået et liv, hvor der tidligere blot var opbevaring. Personalet og pårørende lades i stikken. For indsatsen kræver personale og tid. Men det er jo billigere at binde eller stikke folk en pille, så de blot falder hen. Da økonomien åbenbart er vigtigere end menneskeligheden, kommer situationen, hvor borgmestre kan sige det, de sagde i Århus. Men kan vi være det bekendt? Er det lige det Danmark, vi ønsker? Skulle vi ikke hellere holde fast i, at sindslidende eller udviklingshæmmede faktisk er mennesker. At de har lov til et ordentligt liv. At det er muligt at skifte opbevaring ud med indhold. Det kræver imidlertid, at vi holder fast i, at alle mennesker har en værdi og at vi skal have respekt for hinanden. Det kræver, at penge, karriere og rage til sig ikke bliver det vigtigste i livet. Jo, det kan godt være, jeg må gå en gang mindre til Brugsen i Sindal, fordi jeg skal betale til det fællesskab, der bl.a. giver de mennesker menneskeværdighed. Og hvad så? Mon ikke, jeg overlever det? Det tragiske er, at de fleste mennesker slet ikke ved noget om disse forhold. Nogle interesserer sig slet ikke for at få noget at vide. Men når så pludselig et barn, en forældre, en ven eller en arbejdskammerat kommer i situationen, så bliver de vrede og forargede. Hvor ofte har jeg ikke mødt mennesker, der nærmest var chokerede over vort system, når de lærte det at kende? Bare vent. Der kommer flere kedelige overraskelser. I de kommende år strammer økonomien til. Så kommer vort menneskesyn virkelig på prøve. Allerede nu, kan der laves lister over ting, vi ikke kan være bekendt. Lad ikke de lister blive for lange. Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand (CD) i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. Boganmelder for NORDJYSKE Stiftstidende.