EMNER

Mennesket er ikke kun en ting

Den aldeles og i ordet bedste betydning originale Piet Hein hvisker os i ørene med: Husk at leve, mens du gør det, husk at elske, mens du tør det!

Men hvem er dette du, han henvender sig til? Er dette du skaffedyret? Kompetencejægeren? Skatteborgeren? Næsten? Eller Don Ø? Dette ”du” forekommer at være problemets kerne i en tid, hvor det altoverskyggende problem i den mentale tilstand, vi lever i, er fraværet af en klar og sammenhængende idé om, hvad det vil sige at være et menneske. Siden renæssancen er der opstået en slags roderi i vores selvopfattelse, hvor forskellige indbyrdes modstridende opfattelser benyttes uden noget fælles orienteringspunkt. Den tysk-jødiske filosof E. Cassirer formulerer sagen således: ”Mennesket har aldrig i nogen periode af den menneskelige tænknings historie været et større problem for sig selv, end det er i vore dage”. Den stadig tiltagende mængde videnskaber, der beskæftiger sig med studiet af mennesket, har langt snarere forvirret og mørkelagt end afklaret vor forståelse af, hvad det vil sige at være et menneske. Derfor har vi ikke længere nogen klar og sammenhængende idé om mennesket. Vores nuværende forståelse af at være et menneske er, at det ikke er god nok i sig selv, fuld af smerte, hjælpeløshed, selvbedrag og følelsen af at være offer. Som Burke bemærkede det for over 200 år siden: ”at klage over tidsalderen, vi lever i, at mure om de nuværende magthavere, at jamre over fortiden, at udtænke ekstravagante fremtidshåb, er den almindelige tilbøjelighed hos størstedelen af menneskeheden”. De moderne videnskaber har haft det ideal at skrælle alt overflødigt væk i deres forsøg på at undersøgte sagens kerne. Dette kaldes at abstrahere. Sjovt nok abstraheres der fra mennesket i vores tids videnskaber om mennesket. Denne abstraktion er nødvendig for at kunne bedrive forskning, men den bliver et problem, så snart den opnåede viden skal anvendes uden for laboratoriet. Abstraktionen bliver ligeledes et væsentligt problem, for så vidt den omfatter naturlige aspekter af afgørende betydning for selve adfærden af mennesket, som videnskaben ellers har til hensigt at forstå. I tilfælde med f.eks. den moderne biologiske tilgang til mennesket er problemet, at abstraktionen reducerer hele det menneskelige felt til neurobiologi og eugenisme. Livshistorie, etiske valg i den enkeltes liv, forholdet til kroppen, sprog, psykiske problemers oprindelse i sociale sammenhænge eller seksuelle orienteringer udelades eller bortreduceres. Mennesket bliver reduceret til genetisk modellérvoks, der skal formes i biotekniske virksomheder, militærets genetiske forskningsinstitutioner og kæmpemæssige medicinske laboratorier. Biologien eller eugenismen indtager således tilværelsens midtpunkt og gør mennesket til sit billede i stedet for at erkende det som sit grundlag. Men hvad har det at sige, om det er generne eller deres deformitet, som angivelig er årsag til skabelsen af ethvert menneskeligt værk? Her bortfalder jo enhver nøgtern besindelse, når mennesket sammen med hele verden bliver værdiløst modellérvoks. Problemet med disse typer af videnskaber er, at de forsvarer et menneskesyn, der ser bort fra menneskets evne til at holde stand over for alle mulige betingelser. Mennesket er ikke bare til som en ting blandt andre ting, men det bestemmer altid, hvordan dets eksistens skal være, idet det kan give efter for betingelserne eller holde stand mod dem. Når et menneske mister sin orientering i tilværelsen og bliver hjemsøgt af mangel på mening, kastes hun/han i eksistentiel fortvivlelse, i et eksistentiel nød. I denne tilstand kan én vælge bænken, en anden bomben. Denne tilstand, dette sår kan kun heles, når en ny meningshorisont viser sig, for mennesket er et væsen, der søger efter mening i tilværelsen. Denne søgen er den eneste primære kraft i dets liv, og spørgsmålet om meningen med tilværelsen er det væsentligste spørgsmål, den menneskelige overvejelse fra tidernes morgen og indtil nu vedholdende har stillet sig. Mennesket er ikke bestemt ved/af drifter, tværtimod, mennesket er det eneste væsen, der kan miste meningen i tilværelsen. Meningens særkende er netop, at den må og kan kun realiseres af mennesket selv og ingen andre. Ingen kan påtage sig opgaven at finde meningen med et andet menneskes tilværelse end den pågældende selv, og det er derfor kun i denne sammenhæng, at den kan virke betydende i menneskets tilværelse og dermed tilfredsstille menneskets vilje til mening. Desværre virker det af og til, som om vi ikke kun har glemt, hvad en meningsfuld tilværelse er, men vi har tillige fortrængt denne glemsel. Derfor gælder det frem for alt om at genopvække en forståelse af spørgsmålet om vores tilværelses mening. Den nye ”Filosofisk Tænketank” ser sit arbejde i netop dette lys. Lad os læse Piet Heins ord en gang til: ”Husk at leve, mens du gør det, husk at elske, mens du tør det!” [ Maziar Etemadi født og opvokset i en a-religiøs og frisindet familie i Iran, som han forlod på grund af, hvad han kalder “landets fascistoide religiøse styre”. Bosat i Danmark siden august 1984. Har studeret filosofi på Københavns Universitet og underviser nu på center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet. Bredt orienteret med interesserer inden for kunst, litteratur, historie, politik, etc. Dybt fascineret af den klassiske danske litteratur, især Henrik Pontoppidan.