Bortførelser

Mens de venter

Syrien er verdens største venteværelse for irakiske flygtninge. Her lever halvanden million irakere, og ifølge FN har 66.000 af dem akut brug for sikkerhed i et nyt land. Men lige nu er ventetiden for de allersvageste flygtninge helt op til 22

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I ventesalene sidder flere hundrede flygtninge bænket i rækker og venter på hjælp. Registreringscenteret er det største af sin slags i verden og er udelukkende for flygtninge fra Irak.

På det yderste af bænken i bås A7 sidder en midaldrende kvinde som på nåle. Hun er indhyllet i sort og holder et lille hvidt lommetørklæde i hånden. Ved siden af sidder tre børn med døde øjne. I fire år har Khola Abrahem været på flugt med sine børn, og da de for lidt siden trådte ind bag det hvide klæde, var det måske indgangen til en ny begyndelse, fortæller den 47-årige kvinde og knuger pas og papirer, så knoerne bliver hvide. Hun er kommet for at regi-strere sig som flygtning hos FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. - Jeg håber, at FN kan sende mig til et nyt land. Det er for farligt for os både her og i Irak, siger Khola Abrahem. Foran familien i båsen sidder en kvinde og taster alt, hvad Khola Abrahem fortæller, ind på computer. - Hvorfor forlod I Irak? - Min bror blev skudt. Hvis jeg var blevet længere, var de kommet efter mig, svarer Khola Abrahem. - Hvorfor? Khola Abrahem trækker på skuldrene. - Vi var sunnimuslimer i et shiamuslimsk kvarter. Hun fortæller, at tre maskerede mænd på motorcykler rullede op foran huset, sparkede døren ind og satte en pistol for panden af hendes bror. Og at hun selv og den ældste søn modtog trusselsbreve på dørmåtten. Siden hun flygtede fra Syrien for fire år siden, har Khola Abrahem og børnene boet gratis på gulvet hos en syrisk kvinde. Hvert halve år rejser hun til Irak for at hente gratis madrationer, et levn fra Saddam Husseins tid. - Det er livsfarligt, og jeg opholder mig kun i landet i få dage, så jeg ikke bliver set. Men vi bliver jo nødt til at få noget at spise, fortæller hun. Før krigen var hun gift med en tomatavler, men de blev skilt, og familien mistede deres forsørger. Nu har Khola Abrahem kun et stempel sit pas, der forbyder hende at arbejde i Syrien. 22 års kø Vi er på UNHCR’s registreringscenter for irakiske flygtninge i Syrien. I store lagerhaller kører gaffeltrucks rundt og læsser kasser med mad på lastbiler, der afleverer forsyningerne hjemme hos flygtningefamilierne. Og i ventesalene sidder flere hundrede flygtninge og venter på hjælp. Registreringscenteret er det største i verden og udelukkende for irakiske flygtninge. Hver dag kommer 1500 irakere for at registrere sig, hente mad eller forny deres flygtningestatus. De enorme haller minder om en fabrik, der producerer flygtninge, sorteret efter grad af nød. Der er dem, der bare har brug for mad. Dem, der har brug for psykologhjælp. Og så er der dem, der akut har brug for at komme væk. Det er den sidste gruppe, FN vurderer ikke er i sikkerhed i Iraks nærområder og har brug for at blive genbesat som kvoteflygtninge. Det er flygtninge som Khola Abrahem, der ikke kan vende tilbage til Irak. Flygtninge, som har været udsat for tortur eller trusler eller har sygdomme, der ikke kan behandles i nærområderne. Enlige kvinder eller familier med mange børn. Siden USA med hjælp fra lande som Danmark gik ind i Irak uden FN-mandat i 2003, er to millioner irakere flygtet til nabolandene Syrien og Jordan. Ud af dem har 74.000 ifølge UNHCR brug for at komme til et tredjeland som eksempelvis Danmark. Sidste år henviste UNHCR 21.000 irakere til såkaldt genbosætning, men aftagerlandene i Vesten tog kun imod en femtedel. Og hvis det tempo fortsætter, vil det tage op imod 22 år at genbosætte de irakiske kvoteflygtninge, som ifølge FN har akut brug for at komme væk. Det vurderer organisationen International Crisis Group, der rådgiver regeringer verden over. Mens de venter, lever flygtningene en usikker tilværelse, forklarer chef for FN’s genbosætningsprogram, Vincent Cochetel: - Problemet er, at de irakiske flygtninge i Jordan og Syrien ikke har nogen juridiske rettigheder. De kan ikke blive i landet. Så genbosætning er ikke en luksus for de mennesker, der aldrig kan vende tilbage til Irak. Dem, hvis ejendele er blevet ødelagt eller konfiskerede. Hvis familier og børn er dræbt eller bortført. Eller dem, der har været udsat for tortur eller trusler. De vil aldrig være i stand til at vende tilbage til Irak. Og de har ingen fremtid her. En undersøgelse fra UNHCR viste i marts, at 20 procent af irakerne lever for under 600 kroner om måneden, fordi deres opsparinger er ved at slippe op. Samtidig er priser på boliger og fødevarer steget kolossalt i Syrien de senere år. Bare et halvt år forinden var det kun fem procent af irakerne, der måtte leve for det beløb. Tilbage i bås A7 sætter kvinden bag skrivebordet kryds ud for feltet “genbosætning”. Khola Abrahems familie er i livsfare i Irak og meget sårbar i Syrien, forklarer Ola Abo Saleh. - Hun er en enlig kvinde, der er afhængig af en tilfældig syrers velvilje, og hvis familien pludselig bliver smidt ud, er hun tvunget til at leve på gaden med sine børn. Og så vil børnene højst sandsynligt forlade skolen for at arbejde, og datteren kan ende i prostitution, fordi familien ikke har andre muligheder, siger hun og peger på, at børnearbejde og prostitution i stigende omfang bliver måden at overleve på, mens fattigdommen stiger blandt flygtningene. - Jeg er klar til at tage af sted i morgen, siger Khola Abrahem, inden hun forsvinder ud bag forhænget igen. - Men jeg ved, at der er mange andre, der har ventet længere end mig. Angsten Foran køkkenskranken i Ibrahim al Khalil klosteret uden for Damaskus kæmper en flok kvinder om at få mad. Som sultne fugleunger, der venter på at få næbet fyldt op, skubber de til hinanden, mens de strækker deres spande og gryder ud mod nonnerne, der uddeler ris og auberginesuppe. Selv om 55-årige Nawal Ghadhbban opfylder FN’s kriterier for kvoteflygtninge, har hun ventet i Syrien i tre år. Den opsparing, hun havde med fra Irak er brugt op, og hun har kun den indkomst, hendes yngste søn, 17-årige Sam, tjener som illegal opvasker på en restaurant. Før hun flygtede til Syrien var Nawal Ghadhbban folkeskolelærer og hendes mand ingeniør. Nu ved hun ikke, om han er i live, for han blev i Bagdad for at tjene penge til familien, mens hun flygtede med sønnerne. Det sidste, de hørte, var, at han var blevet kidnappet i en bus på vej mod Basra. Det seneste år er Nawal Ghadhbban og hendes to teenagesønner flyttet fire gange. Fra huse uden toilet og rindende vand. Og fra lejligheder, der var så fugtige og beskidte, at de fik udslæt på huden af at være der. Nu bor de i et nedlagt butikslokale. I et hjørne står et par hvide sække og en kasse med fødevarer fra UNHCR. Maden sælger familien for at få råd til huslejen på 650 kroner. Nawal Ghadhbban kan få 70 kroner for 25 kilo ris og fire kroner for et kilo sukker. I stedet får familien mad hver anden dag fra Ibrahim al Khalil klosteret i forstaden Jaramana. I den tomme købmandsbutik sidder hendes ældste søn, 18-årige Sermed, på en madras på gulvet. Indhyllet i en døs af valium og med ryggen mod væggen klistrer han blikket til døren. Kort før Nawal Ghadhbban flygtede fra Irak med de to sønner, blev Sermed med en Kalashnikov i ryggen beordret ned i bagagerummet på en mørk BMW og kørt væk af maskerede mænd. I fem dage blev han sparket og slået i et koldt, mørkt værelse, mens hans bortførere afpressede familien for penge, fortæller han. - De sagde, at de ville skære mig op og aflevere mig i en plasticpose, hvis ikke mine forældre betalte 120.000 kroner. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø, fortæller han. Siden familien kom til Syrien har Sermed ikke gået i skole. Han har bare siddet sammenkrøllet under vinduet. Nawal Ghadhbban kigger nervøst op på uret. Det er blevet mørkt udenfor, og hun er nervøs over, at hendes yngste søn, 17-årige Sam, ikke er kommet hjem fra restauranten. - Jeg er konstant bekymret. Tænk hvis nogen kommer efter mine børn igen. - Undskyld, siger hun så og stavrer ud i køkkenet, fylder et teglas med vand og skyller et par nervepiller ned. - Vi er i limbo, vi kan ikke vende tilbage til Irak, det er alt for farligt for mine sønner. Men der er heller ingen fremtid her, siger hun. Klokken er næsten elleve, da Sam træder ind ad døren og smider sig på madrassen. Nawal Ghadhbban ånder lettet op. 19.470 gav op i år FN advarer fortsat irakerne mod at vende hjem. Alligevel har 19.470 irakere i årets første ti måneder opgivet tilværelsen i nabolandene for at vende tilbage Irak i håb om en bedre fremtid. Ude på gaden i den støvede Damaskus-forstad, Saida Zeinab står en mand og råber: - Bagdad, Bagdad, Mashee Bagdad. Bagdad, Bagdad, vi tager til Bagdad. Han arbejder for et af de mange rejsebureauer i Iraqi Street, der dagligt sender busser med flygtninge retur til Irak. - For en stor del af vores kunder er situationen i Syrien dårlig. De har ingen penge og er nødt til at tage tilbage til Irak, fortæller han. Ifølge UNHCR’s undersøgelser blandt irakere, der vender hjem, er hovedårsagen, at opsparingen er sluppet op, og ikke, at de mener, det er trygt at vende tilbage. Organisationen International Crisis Group, der overvåger og analyserer sikkerhedssituationen i Irak, peger også på, at det stadig er usikkert for flygtninge at vende tilbage. I deres seneste rapporter understreger organisationen, at det politiske klima når som helst kan “genantænde en blodig borgerkrig”. Mere end 500 civile irakere dør i Irak hver måned. I gennemsnit dør 24 civile irakere hver dag af selvmordsbomber, bilbomber, eksplosioner og skudsalver, oplyser Iraqi Body Count (IBC), der overvåger de civile tabstal i Irak. Et par gader fra rejsebureauet bor det midaldrende ægtepar Fawzi Hamze Hasan og Zahra Atwan Nuaym i et lille værelse med rå cementgulve og køkken i et skur i gården. For to år siden tog deres 18-årige søn tilbage til Bagdad for at arbejde, så familien kunne overleve. Men efter 14 dage blev huset, sønnen boede i, ramt af en bombe. Zahra Atwan Nuaym holder et krøllet foto frem foran sig med den bunke murbrokker, der engang var deres hus. Hun tørrer tårerne væk med sløret. “Vi har mistet alt”, siger hun. På busstationen foran Saida Zeinab moskéen et par gader fra Iraqi Street har flere hundrede desperate flygtninge trodset advarslerne og pakket drømme og håb ned i papkasser og rissække og snøret det hele til med sejlgarn. 46-årige Suad Muhammad forsøger at stoppe tæpper og gryder ind i den tætpakkede bus. I fire måneder har hun sparet op til tre enkeltbilletter til sig selv og sine to døtre, Rosol på 19 år og Fara på 21 år. - Vi har ventet tre år i Syrien, men UNHCR ringede aldrig. Nu kan vi ikke vente længere, siger hun. Familien solgte deres ting i Irak, så de havde en opsparing, da de kom i 2005. Men den er nu løbet tør, og for 10 måneder siden mistede hun sin mand. Hun har grædt i tre dage, for om et øjeblik skal hun tage afsked med sin søn, Ahmad på 23. Det er for farligt for ham at tage med til Irak, så længe kidnapninger af unge mænd er hverdagskost, mener Suad Mohammad. - Jeg tør ikke tænke på, hvad der venter os. Men nu tager vi chancen. Mens bussen starter motoren, trykker hun sønnens hoved mod sin hals en sidste gang. Døtrene Fara og Rosol klistrer til vinduet med mascarasorte tårer trillende ned ad kinderne. - Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får ham at se igen. Eller hvad der dog skal ske med os, siger Suad Mohammad, mens den overlæssede bus som et vuggende skib gynger ud af den støvede parkeringsplads med kurs mod Bagdad.