Skolevæsen

Mens vi venter på ministeriet

Østlig del af kommunen i spil, hvis Frederikshavn rykker vestpå

SINDAL:Det var næppe Frederikshavns nuværende borgmester, Erik Sørensen (S), som folkene bag Verden Længste Rap, havde i tankerne, da de for en halv snes år siden sang om en Østkyst Hustler, der rykker vestpå. Ikke desto mindre er den østlige del af Sindal Kommune kommet i spil netop på foranledning af østkystborgmester Sørensen, der muligvis gerne vil rykke grænsen vestover, hvis Sindal Kommunes østlige områder er interesserede i at blive en del af en kommende storkommune i den nord-østlige del af Vendsyssel. Skole udhules Erik Sørensen og resten af byrødderne i Frederikshavn må imidlertid væbne sig med tålmodighed, for Sindal Kommune har ikke fået svar på en mundtlig forespørgsel, som er stillet til Indenrigsministeriet: Må man i forbindelse med kommunalreformen splitte en kommune i flere dele? - Vi melder tilbage til Frederikshavn, når vi får et svar, men der går nok et stykke tid, vurderer borgmester Søren Risager (V). - Men selv om det kan lade sig gøre, bliver det ikke ukompliceret at dele kommunen, tilføjer han. Personligt mener Sindals borgmester, at det praktiske må kunne løses - dog kræver det nærmere overvejelser om, hvad konsekvenserne vil blive, hvis man lod Tolne og Dvergetved gå mod øst, idet sådan en løsning ville udhule elevgrundlaget for Mosbjerg Skole. Søren Risager (V) hælder selv mest til - under forudsætning af grønt lys fra ministeriet - at der holdes en folkeafstemning i et område, der dækker det pågældende skoledistrikt, men påpeger, at der er flere forskellige holdninger til spørgsmålet i kommunalbestyrelsen. Socialdemokraternes gruppeformand Ivan Leth siger til NORDJYSKE, at han personligt ikke ville stille sig på bagbenene, hvis man må skille kommunen og borgere østpå ønsker en afstemning. Udvalg nedsat Nu gælder det dog først og fremmest de videre forhandlinger mellem Sindal, Hjørring og Hirtshals kommuner, og økonomiudvalget besluttede tirsdag aften, at Sindal kommunes forhandlingsudvalg skal bestå af tre personer fra henholdsvis V, S og liste T.